Jobplan kan føre til løndumping
Regeringen risikerer at underminere danske overenskomster med sin plan om at tiltrække mere udenlandsk arbejdskraft, mener LO og DA.
Det lover ikke godt for det fremtidige samarbejde med regeringen, at man på et så afgørende område vælger at se bort fra vores fælles anbefalinger, siger LO's formand, Harald Børsting. (Arkivfoto) Regeringens nye jobplan skal gøre det lettere for udlændinge at komme hertil for at arbejde. Men det risikerer at blive på vilkår, der ligger langt under vanlig dansk overenskomststandard, frygter LO og Dansk Arbejdsgiverforening (DA).
De to organisationer præsenterede i sidste måned regeringen for et fælles forslag, der både ville opfylde ønsket om at tiltrække mere udenlandsk arbejdskraft og gøre det nemmere at håndhæve overenskomsterne. Men den sidste del af LO's og DA's forslag har regeringen valgt at se bort fra, og det er "stærkt bekymrende", mener LO's formand, Harald Børsting.
- Balancen i vores aftale er simpelthen væk. Vi har anbefalet et tæt samarbejde mellem myndigheder, virksomheder og arbejdsmarkedets parter for at få en reel mulighed for at sikre arbejdsforholdene. Det lover ikke godt for det fremtidige samarbejde med regeringen, at man på et så afgørende område vælger at se bort fra vores fælles anbefalinger, siger han.
DA: Ikke ambitiøst nok
Dansk Arbejdsgiverforening mener, at regeringens jobplan indeholder nogle af de elementer, erhvervslivet har efterlyst. Men arbejdsgiverne mener ikke, at regeringens mål om at øge arbejdsudbuddet med 7.000 personer i 2012 er ambitiøst nok.
- Med den mangel på arbejdskraft, vi har nu, havde vi da gerne set et større arbejdsudbud - det siger sig selv. Vi har sammen med LO en vision om at tiltrække arbejdskraft på ordnede vilkår. Vi er ikke interesseret i at få dumpinglignende tilstande på det danske arbejdsmarked, men vores aftale med LO er kun blevet fulgt et stykke ad vejen, siger chefkonsulent i DA, Henning Gade.
To drøftelser om året
LO og DA har foreslået, at der nedsættes et permanent trepartsudvalg med repræsentanter for regeringen og arbejdsmarkedets parter, at det regionale samarbejde mellem myndigheder, arbejdsgivere og fagforeninger styrkes, og at der afsættes en pulje penge, blandt andet til at hjælpe fagforeningerne med det opsøgende arbejde.
Regeringen vil imidlertid kun love, at arbejdsmarkedets parter indkaldes til drøftelser to gange om året, og at en allerede eksisterende følgegruppe fremover også skal have fokus på arbejdere fra lande uden for EU.
- Dermed er der stor risiko for, at jobplanen kommer til at underminere løn- og ansættelsesforholdene. Hvis der ikke er noget samarbejde med arbejdsgiversiden og lønmodtagersiden om, hvem der får adgang til det danske arbejdsmarked og på hvilke vilkår, er der åbnet en ladeport for løndumping og discountarbejdsforhold, siger LO's formand, Harald Børsting..
LO og DA har dog ikke opgivet håbet om en stærkere jobplan.
- Nu går udvalgsarbejdet i gang, og sammen med LO vil vi naturligvis prøve at påvirke planen, så den bliver bedre forankret i den danske aftalemodel, siger Henning Gade fra DA.