Død polak kørt rundt på Sjælland

Dødsulykke: Ung polak døde som den første på job i 2011. I stedet for at ringe 112 kørte kolleger den skadede mand rundt på Sjælland. Nu har sagen udløst bødekrav på 40.000.

Farligt arbejde på gammelt tag af eternit kostede i januar en ung polak livet. Dansk politi vil straffe den polske arbejdsgiver med bøde på 40.000. Men det er tvivlsomt, om den bliver betalt. (Foto: Stine Larsen, Jyllands-Posten)Farligt arbejde på gammelt tag af eternit kostede i januar en ung polak livet. Dansk politi vil straffe den polske arbejdsgiver med bøde på 40.000. Men det er tvivlsomt, om den bliver betalt. (Foto: Stine Larsen, Jyllands-Posten)

Et styrt på seks meter gennem et gammelt tag af eternit. Det blev enden på livet for 31-årige Pawel Dymesci, der var på job i Brøndby 7. januar.

Han var ansat i et polsk tagdækkerfirma, og i stedet for at ringe 112 brugte hans kolleger en privat bil som ambulance.

De kørte hverken mod sygehusene i Hvidovre eller Glostrup få kilometer væk. I stedet kørte den polske bil mod Køge Sygehus, hvor den unge håndværker blev erklæret død efter 30 kilometers transport.

Bøde på 40.000 kroner

Ulykken udløser krav om bøde på 40.000 kroner. Det er rettet mod det polske firma ”Pawel Kowalewski”, fordi der var sjusket groft med sikkerheden på taget, der ikke var sikret mod gennemstyrtning.

”Pawel Kowalewski” var i sving for danske Hetag Tagdækning. Men det er kun det polske firma, der står med ansvar, og politiet kræver den sædvanlige bødetakst, oplyser Peter Stæhr, der er anklager ved Københavns Vestegns Politi.

- Vi har fulgt Arbejdstilsynets indstilling om bøde. Sagen ligger ved retten nu. Der kan den ligge et stykke tid, for det er svært at tilsige et firma, der bor i Polen. Men det er op til retten at finde ud af, siger han.

Mystik om firma

Men det kan blive svært. For også 3F har undersøgt sagen. 3F BJMF's fagblad, Fagligt Fokus, har kontaktet arbejdstilsynet i Polen.

Her oplyser inspektør Krysztof Adamski, at firmaet blev registreret i maj 2010. Men det har ikke hentet sine dokumenter, og det har kun betalt socialbidrag i november og december 2010.

Heller ikke de polske myndigheder har fundet ejeren, der hedder Pawel Kowalewski. Det er hans forældre, der bor på virksomhedens adresse, og de oplyser til 3F BJMF's fagblad, at de ikke har kontakt til deres søn.