Støjberg skrotter ID-kort

Fagbevægelsen er enige med arbejdsgiverne om at indføre et ID-kort på byggepladserne for at øge sikkerheden. Alligevel skrotter beskæftigelsesministeren kortet.

3F og Dansk Byggeri er enige om, at et ID-kort er en god ide for at højne sikkerheden på danske byggepladser. Men beskæftigelsesministeren stritter imod. (Arkivfoto)3F og Dansk Byggeri er enige om, at et ID-kort er en god ide for at højne sikkerheden på danske byggepladser. Men beskæftigelsesministeren stritter imod. (Arkivfoto)

I fremtiden skal et ID-kort sammen med hjelm og sikkerhedssko være betingelsen for at komme ind på en dansk byggeplads. Det mener Dansk Byggeri og 3F's Byggegruppe. De er enige om, at ID-kortet er et vigtigt redskab til at øge sikkerheden på byggepladserne.

Kortet skal være den synlige dokumentation for, at bygningsarbejdere har gennemgået en obligatorisk uddannelse i sikkerhed.

Alligevel har beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) valgt at ignorere opfordringen fra Dansk Byggeri og 3F om at indføre ID-kortet.

Undren hos Dansk Byggeri

Ministeren mener, at kortet formentlig strider mod reglerne i EU. Og at der forsat ikke er vægtige grunde til at indføre kortet. Det skriver hun i et svar til medlemmerne af arbejdsmarkedsudvalget i Folketinget.

Andre lande i EU som eksempelvis Sverige, Irland og England har for flere år siden indført ID-kortet for bygningsarbejdere.

- Der er behov for et elektronisk kort, der viser personens uddannelse og efteruddannelse. Kortet vil uden tvivl have en positiv effekt på sikkerheden, siger arbejdsmiljøchef Mette Møller Nielsen fra Dansk Byggeri.

Hun vil gerne vide, hvorfor et ID-kort skulle være i strid med EU-reglerne. Især når det svenske, irske og engelske ID-kort ikke er EU-stridigt.

3F: Niveauet skal hæves

Peter Hougård Nielsen, formand for Byggegruppen i 3F, er enig.

- Kortet vil være et godt værktøj til at sikre et bedre arbejdsmiljø på danske byggepladser. Ministerens synspunkt viser bare, at regeringen ikke har visioner for det danske arbejdsmarked, fastslår han.

- Der er skræmmende høje tal for dødsulykker og alvorlige ulykker på byggepladserne. Det bekræfter behovet for en obligatorisk uddannelse i arbejdsmiljø og sikkerhed. Niveauet skal hæves - også i forhold til vores udenlandske kolleger, understreger Peter Hougård Nielsen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra beskæftigelsesminister Inger Støjberg