Usikkert om kommuner sparer ved udlicitering

Eksperter: Ingen ved i virkeligheden, om kommunerne sparer ved at lade private firmaer overtage opgaver.

Der er stor usikkerhed om, hvorvidt der er penge at spare ved udlicitering, vurderer eksperter. Her ses de ansatte fra Jægerspris, der har haft udlicitering inde på livet.Der er stor usikkerhed om, hvorvidt der er penge at spare ved udlicitering, vurderer eksperter. Her ses de ansatte fra Jægerspris, der har haft udlicitering inde på livet.

Kommunerne skal holde skatterne i ro. Det løses mange steder ved nedskæringer og udliciteringer for at få budgetterne til at holde.

Men to økonomiske eksperter mener, at det er højst usikkert, om der på den lange bane spares penge.

Ifølge direktør Lars Andersen i AE (Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, red.) eksisterer der ingen troværdige undersøgelser af, hvad udlicitering betyder på bundlinjen.

Professor Carsten Greve, Copenhagen Business School (CBS), er enig.

- Der findes ikke undersøgelser, der dækker alle indtægter og omkostninger ved en udlicitering. Blandt andet bliver der ikke taget højde for, hvad selve processen med udlicitering koster.

- Følgeomkostninger som dagpenge, huslejetilskud, friplads i daginstitutioner og så videre til fyrede ansatte, er slet ikke med  i undersøgelserne, siger Carsten Greve.

Regeringen har nedsat et udliciteringråd, der i en undersøgelse skriver, at mere udlicitering gavner samfundsøkonomien. Men det er væsentligt at huske på en ting, siger Carsten Greve.

- I rådets formålsparagraf hedder det jo, at det er sat i verden for at øge konkurrencen mellem den private og offentlige sektor. Og alle de forskellige undersøgelser - fra fagforeninger, DI og forskere - opererer ikke med de samme parametre.

S-forslag

Eksperterne er dermed enige med Socialdemokraterne. Partiet er klar med et nyt forslag  om udlicitering.

Regeringens krav om, at kommunerne skal udlicitere en vis procent til private, skal stoppes, siger kommunalordfører Rasmus Prehn.

Han tror heller ikke, at der spares penge ved at lade private overtage. Derfor vil S også til bunds i, hvad udlicitering egentlig koster. Ikke blot i penge. Det er også vigtigt at finde ud af, hvad det koster menneskeligt for de ansatte.

Et uvildigt udvalg skal være med til at skabe et ordentligt grundlag for at udlicitere.

- I dag udliciteres der bare. Ikke fordi man kan se, at det er alletiders, og at det virker. Kommunerne skal bare tvinges.