Cheminova fortsætter giftsalg i Indien

Insektmidlet Monocrotophos er blandt verdens giftigste sprøjtemidler, og WHO ønsker det stoppet. Men det jyske firma Cheminovas produktion fortsætter på fuld kraft i Indien, skriver Information.

Hvert år dør 250.000 mennesker i Asien af forgiftninger af sprøjtegifte og over 10 millioner bønder bliver syge af arbejdet med de giftige kemikalier.
Insektmidlet dræber insekter på sekunder - man kan simpelthen se fluerne falde. I en større dosis lammes et menneskes centralnervesystem med døden til følge.
Sådan beskriver professor i kemi, Finn Bro-Rasmussen, den danske kemigigant Cheminovas største produkt i Indien, pesticidet Monocrotophos.
Stoffet er for længst blevet landbrugshistorie i Europa og USA. Det figurerer på verdenssundhedsorganisationen WHOs sorte liste over stoffer, der er ”stærkt giftige” for mennesker, og en række lande har helt forbudt det.