Fyret gravid får 150.000 kroner i erstatning
En 39-årig rengøringsassistent blev fyret, da hun kom tilbage fra barsel og opdagede, at hun var gravid igen. Fyringen var ulovlig, og hun har nu fået 150.000 kroner i erstatning.
39-årige Berta Hansen blev ulovligt fyret, da hun blev gravid kort efter endt barsel. Her sidder hun med datteren Tammie på tre måneder. (Foto: Harry Nielsen) Kun to dage efter at rengøringsassistent Berta Hansen er kommet tilbage på arbejde, konstaterer hun, at hun er blevet gravid igen. Og efter blot 11 arbejdsdage får Berta Hansen en fyreseddel. Men den fyring var ikke i orden. Det slog Afskedigelsesnævnet fast torsdag den 25. februar. Arbejdsgiveren skal nu betale en erstatning på 150.000 kroner.
Rengøringsassistent Berta Hansen er lettet over afgørelsen.
- Det betyder forhåbentligt, at der ikke er andre gravide, som bliver ramt af noget lignende. Forhåbentligt har min tidligere arbejdsgiver lært noget af det, siger Berta Hansen til Fagbladet 3F.
Det var 3F Køge Bugt, som rejste sagen. I retten kunne arbejdsgiveren ikke bevise, at han var uvidende om, at Berta Hansen var gravid. Men 3F kunne omvendt heller ikke bevise, at arbejdsgiveren var blevet oplyst om graviditeten. Da det var påstand mod påstand, faldt sagen ud til Berta Hansens fordel. Det er nemlig arbejdsgiveren, der skal løfte bevisbyrden, når en gravid bliver fyret.
En sejr for 3F
I 3F Privat Service, Hotel og Restauration er forhandlingssekretær Mette Madsen godt tilfreds med afgørelsen.
- Med afgørelsen har Afskedigelsesnævnet bekræftet, at bevisbyrden i sager om afskedigelse af gravide er og bliver arbejdsgivers. Det er en god afgørelse, fordi den endnu en gang slår fast, at gravide har en særlig beskyttelse, siger Mette Madsen.
Der er dog grænser for, hvor stor forskel 150.000 kroner kan gøre. Berta Hansen står efter fyringen uden job. Hun skal ud og søge nyt arbejde, når barslen med den yngste er slut.
- Det er klart, at det er hårdt at skulle søge nu. Job hænger jo ikke på træerne, siger Berta Hansen.
Utilfreds arbejdsgiver
Berta Hansens tidligere arbejdsgiver føler sig uretfærdigt behandlet.
- 3F skulle skamme sig. De ved, at jeg har ret, og det har de vidst fra dag ét, siger leder af Køge Bugts Ejendomsservice Bjarne Brandt.