Fyret fordi hun gik til jordemoder
Gravid 3F'er blev bortvist fra sin arbejdsplads, fordi hun skulle til jordemoder. 3F sikrer medlemmet 130.000 kroner.
I maj måned sidste år blev Jette Pedersen bortvist fra sin arbejdsplads, fordi hun tillod sig at passe en aftale hos sin jordemoder. Nu har hun fået 130.000 for uberettiget fyring. (Foto: Ena Boasson) 29-årige Jette Pedersen passer godt på sin lille søn Lukas og på de 130.000 kroner, der er røget ind på hendes konto. Pengene har 3F's lokale afdeling i Frederikssund sørget for ved at indgå forlig med stålproducenten Duferco om uberettiget fyring.
I maj måned sidste år blev hun bortvist fra sin arbejdsplads, fordi hun tillod sig at passe en aftale hos sin jordemoder.
- Jeg gik fra natholdet klokken 2.00, fordi jeg skulle til jordemoderen den følgende formiddag. Og jeg havde selvfølgelig fortalt min arbejdsleder om aftalen. Men næste dag blev jeg bortvist på grund af udeblivelse fra arbejdet. De ville bare af med mig, fortæller Jette Petersen.
Kolde fødder
3F valgte at stævne Duferco ved byretten i Hillerød for overtrædelse af ligebehandlingsloven, og få dage før sagen skulle i gang 29. april, kontaktede firmaets advokat 3F.
- De havde åbenbart fået kolde fødder, og vi valgte at indgå et forlig, så vores medlem fik en godtgørelse, der svarer til 5 måneders løn. Der er altså en grund til, at man er beskyttet af loven under en graviditet, og det er dumt at opsige en medarbejder, uden at man har en klokkeklar sag, mener faglig sekretær Jarnil Larsen fra 3F's Frederikssund-Frederiksværkafdeling.
Arbejdsgiver: Fyret på grund af opførsel
Dufercos HR-manager Alessia Giordano siger til Nyhedsbrevet 3F, at Jette Pedersen blev fyret på grund af sin opførsel på arbejdet.
- Hun fortalte ikke, at hun skulle til jordemoder, siger hun.
Helle Pedersen mener selv, at hun blev fyret, fordi hun står fast på sine rettigheder. Hun kritiserede blandt andet sin arbejdsplads for, at hun ikke måtte flytte fra skiftehold til dagvagt, da hun blev gravid.