En tiltrængt ferie for Siv og Sylvester
Siv Webb Nissen er alene med sønnen Sylvester, og der er ikke råd til ferie i den lille familie. Men nu får de en uges betalt sommerferie på 3F's feriecenter i Karrebæksminde.
Siv Webb Nielsen og sønnen Sylvester glæder sig til et tiltrængt pusterum på 3F's feriecenter i Karrebæksminde. (Foto: Joachim Rode) Sylvester på halvandet år er glad. Armene går som møllehjul, og den unge enlige mor Siv Webb Nissen på 21 år gør sit bedste for både at snakke og holde styr på sønnen i den lille lejlighed i Valby.
Siv Webb Nissen er også glad. For udsigten til arbejde hele sommeren er lysnet i horisonten. Hun får nu en uges pusterum fra den hektiske dagligdag takket være 3F's ferie- og kursuscenter Smålandshavet i Karrebæksminde.
- Det er virkelig luksus. Tænk sig en uges gratis ferie, hvor man kan slappe af ved stranden og have sin egen lille ferielejlighed. Det bliver bare så dejligt.
Siv griner højt nede i sofaens dyb og kaster knægten op i luften.
Solidaritet betaler
Feriepengene til Siv Webb Nissen og 14 andre familier kommer fra en jubilæumsfond, som 3F's kursus og feriecenter Smålandshavet oprettede i 2008. Det er socialrådgivere fra den private organisation Mødrehjælpen, der vælger, hvilke familier der kommer på gratis ferie.
- Det betyder uendeligt meget for familierne at komme på ferie. Der er tale om børn og voksne, som har meget svært ved at få dagligdagen til at hænge sammen, fortæller socialrådgiver Hanne Zimling fra Mødrehjælpen.
Ud over opholdet får familierne betalt transportudgifter, der vanker en gratis tur i BonBonland, og så sikrer en række 3F-tillidsfolk, at der også er råd til at handle dagligvarer ind hos den lokale købmand.
Det er honorarer for tillidsrepræsentant-arbejde, som flere tillidsfolk donerer til solidariske formål. Blandt andet til at hjælpe enlige forsørgere på ferie.
Man bliver taknemmelig
Hverdagen for Siv Webb Nissen og Sylvester går efter en stram plan. Tit falder hun i søvn på en madras ved siden af sønnens seng, for den unge mor har en travl hverdag. Tidligt op om morgenen for at aflevere knægten i institution i Ballerup, og så skal hun ellers retur til sin skole på Frederiksberg.
- Jeg går på HF, og der er hverken tid eller penge til lidt sjov i vores liv. Veninder siger, at jeg skal droppe skolen. Men jeg vil have en uddannelse. Derfor er jeg også meget taknemmelig for at få en lille feriepause med Sylvester, smiler Siv Webb Nissen.