3F-projekt redder liv på Cuba
På kun syv år er antallet af dødsulykker i sukkerindustrien på Cuba faldet fra 30 til otte om året. 3F samarbejder med otte cubanske fagforeninger om at engagere medlemmerne i arbejdet for et bedre arbejdsmiljø
Antallet af dødsfald er faldet markant i sukkerindustrien i Cuba, ikke mindst på grund af dansk viden om arbejdsmiljø. (Foto: Jesper Nielsen. ) Klik.
Det lille digitalkamera registrerer med både tidspunkt og dato, at dækslet til brønden ikke ligger ordentligt på.
Klik. Et andet kamera dokumenterer, at afskærmningen ved maskinen ikke er tilstrækkelig.
Klik. Et tredje billede viser med al tydelighed, at hejseværket til sukkerrørene ikke er sikret.
Tre farlige situationer, hvor sukkerrørsarbejderne kan komme alvorligt til skade. De cubanske tillidsfolk tager et møde med ledelsen på sukkerrørsfabrikken og viser dem billederne. Resultat: Det er svært for ledelsen ikke at gøre noget, når dokumentationen er så klar og tydelig.
Gennem de sidste syv år har 3F lært cubanerne om arbejdsmiljø. En af metoderne er netop at bruge fotos som dokumentation omkring arbejdsmiljøet, både med positive eksempler på forbedringer og med eksempler på manglerne.
Markant fald i dødsfald
Fotodokumentation har sammen med hele projektet været med til at skabe store resultater: Antallet af arbejdsrelaterede dødsfald på arbejdspladserne i sukkersektoren er faldet fra cirka 30 om året til kun syv-otte i dag. Det er meget markant, og samme positive udvikling er sket i de andre brancher i projektet.
Formanden for fagforeningen for sukkerrørsarbejderne på Cuba, Miguel Toledo Wilson, kaldet ”Miguelito”, er meget klar i mælet, når han skal beskrive, hvad danskerne har lært cubanerne om arbejdsmiljø. Det store fald i alvorlige arbejdsulykker er en direkte følge af projektet, mener han.
Vi sidder under ikoniske billeder af Fidel Castro, Che Guevara og tidligere formænd for fagforeningen på Miguelitos kontor i CTC, ”Central de Trabajadores de Cuba” midt i Havana. CTC er Cubas LO.
Inspireret af projekt
Jesper Nielsen er som international rådgiver i 3F en af idémændene bag projektet. Han har flere gange været på Cuba for at undervise cubanerne, der står hans hjerte meget nær.
- Det er skønt, at projektet har nedsat arbejdsulykkerne i sukkerindustrien, men det er nu ikke alene vores skyld. Cubanerne er blevet inspireret af os og projektet, pointerer han.
- Det var 3F og Jesper Nielsen, der lærte os at tage fotos af dårlig sikkerhed på arbejdspladserne, overtrådte regler, dårlige forhold med mere. Disse fotos tog vi med til ledelsen, og vi kunne dokumentere de dårlige forhold. En meget effektiv metode, og det vigtigste for os var at nedbringe arbejdsulykkerne og forbedre de dårlige arbejdsbetingelser, understreger Miguelito.
Cuba har den mest omfattende lovgivning om arbejdsmiljø i Latinamerika, men det har ikke altid været muligt at omsætte den til praksis.
Udviklingsprojektet er igangsat og styret af 3F i Danmark og dets regionalkontor for Latinamerika i Nicaragua. Det begyndte så småt i år 2000, og siden har flere end 30.000 faglige ledere i Cuba været på kurser i projektets to overordnede mål: arbejdsmiljø og forhandling af overenskomster.