Højesteret skal afgøre strid om lærlingeløn
Kristelig Arbejdsgiverforening vil kæmpe til det yderste for, at lærlinge skal følge den kristelige overenskomst. Selv om det betyder lavere løn.
Østre Landsret konkluderede i april, at Kristelig Arbejdsgiverforenings løn til elever og lærlinge er for lav. Nu skal Højesteret komme med det endelige ord. Tre gange inden for et år har Kristelig Arbejdsgiverforening (KA) fået at vide, at deres overenskomst med Kristelig Fagforening ikke kan bruges til at aflønne elever og lærlinge.
Hver gang har Tvistighedsnævnet bestemt, at lønnen i den kristelige aftale er for lav, og at virksomhederne skal følge den gængse LO-overenskomst.
I april nåede Østre Landsret frem til samme konklusion og tilkendte en automekanikerlærling en erstatning på 22.500 kroner.
Denne sag vil KA nu køre helt til tops i det danske retssystem, til Højesteret. Og det rammer blandt andre en ung murer, som netop har fået medhold i, at han fik 52.000 kroner for lidt i løn i sin lærlingetid.
- Det lugter af misbrug af retssystemet og gør de unge til gidsler. Der kan komme til at gå flere år, inden vores medlem får de 52.000 kroner, Tvistighedsnævnet har tilkendt ham, siger forhandlingssekretær i 3F's byggegruppe, Jacob Scavenius.
Politisk anke
I erhvervsuddannelsesloven står, at virksomhederne skal følge den kollektive overenskomst, der gælder på det pågældende uddannelsesområde. Og ifølge Østre Landsrets dom er det lig med den overenskomst, der har den bredeste dækning.
- Reelt står der i dommen, at man ikke kan operere med to forskellige mindstelønninger, og at taksten i den mest udbredte overenskomst er gældende. Der må være politiske årsager til, at KA har anket dommen, siger Nicolai Westergaard, der fører sagen om automekanikerlærlingen for Dansk Metal.
Nej til dobbelt overenskomst
Det bekræfter KA's direktør, Karsten Høgild, sådan set.
- Med landsrettens dom tvinges vore medlemsvirksomheder reelt til at have dobbelt overenskomstdækning. Og det mener vi ikke, der er hjemmel til i lovgivningen, siger han.
Karsten Høgild er enig i, at der skal være et mindsteniveau for elever.
- Men det er en principiel sag. For os handler det ikke om to kroner mere eller mindre i timen, men om, at man fjerner vores ret til at forhandle, siger KA's direktør.