Unge til debat om frafald

Politikerne har forgæves forsøgt at løse praktikpladsproblemet. Nu får de hjælp af 120 velforberedte unge, der kommer med gode råd til at mindske frafaldet.

3F står bag konferencen, hvor 120 unge giver deres bud på, hvordan man får has på det store frafald på erhvervsskolerne. Over halvdelen af dem, der starter på skolerne, dropper ud. ((Arkivfoto))3F står bag konferencen, hvor 120 unge giver deres bud på, hvordan man får has på det store frafald på erhvervsskolerne. Over halvdelen af dem, der starter på skolerne, dropper ud. ((Arkivfoto))

Over halvdelen af de unge, der starter på en erhvervsuddannelse, dropper ud undervejs. Nu vil 3F høre de unges egne bud på årsager og især løsninger. For politikerne har ikke været i stand til for alvor at vende udviklingen. - Frafaldet er et meget alvorligt problem. Det er på høje tid, at de unge kommer til orde. Derfor afholder vi konferencen “Unge om frafald”, hvor vi lader de unge fortælle frit fra leveren, siger forbundssekretær i 3F Per Christensen.

120 unge kommer til orde

Konferencen finder sted 9. november. 120 unge fra seks forskellige erhvervsskoler kommer med deres bud på, hvad der skal til for, at de fuldfører deres uddannelse. Eleverne er velforberedte, da de har arbejdet med emnet siden august. De serverer deres anbefalinger for et ekspertpanel og for en lang række beslutningstagere fra skoleverdenen. Også Undervisningsminister Bertel Haarder deltager.

Tosprogede i farezonen

3F's næstformand Jane Korczak peger på, at der er en speciel udfordring for de mange unge med anden etnisk baggrund end dansk. - De er i særlig grad i risikogruppen og har et større frafald. Derfor har vi bedt de unge om også at kigge på den vinkel. Vi ser frem til at høre deres bud, siger hun.