Kommune sendte syg på stavgang
Anja Jespersen blev tvunget til stavgang i aktivering med nyopereret albue på isglatte stier.
Mød op, og mak ret, ellers får I ingen penge. Vi tudede alle sammen, fortæller Anja Jespersen. (Foto: Henrik Kastenskov) Da den 29-årige køkkenmedhjælper Anja Jespersen kom ud for en arbejdsulykke og brækkede begge albuer i en arbejdsulykke, havde hun ikke drømt om, at Fredericia Kommune ville tvinge hende på stavgang i aktivering. I frostgrader på isglatte stier. Nyopereret med den ene arm i slynge og lægeforbud mod at bruge den.
- Jeg protesterede, men fik besked på at møde op. Ellers ville mine sygedagpenge blive stoppet, siger Anja Jespersen, der har fået sin skade anerkendt som arbejdsskade af Arbejdsskadestyrelsen.
Det var umuligt at holde om stavene, så hun gik uden stave sammen med 15 andre aktiverede stavgængere. En gang ugentligt i fire en halv måned.
- Ydmygende. Jeg var skrækslagen for at falde, siger Anja.
Ulykken skete i november 2008, hvor hun faldt over en kasse på hotellet, hvor hun arbejdede.
Hun kom på sygedagpenge og gik med armene i slynge i halvanden måned og kunne intet selv.
Mak ret eller smut
Hun kom tilbage på arbejde på piller, men kom til skade igen, da hun i september 2009 faldt ned af en trappe og tog fra med albuerne.
- Jeg blev sygemeldt igen og blev opereret i den ene albue i slutningen af december. Det blev smerterne desværre værre af, siger hun.
I februar 2010 sendte kommunen hende i aktivering på CBR - Center for Behandling og Rehabilitering i Fredericia.
- De var hårde og sagde: Mød op, og mak ret, ellers får I ingen penge. Vi tudede alle sammen. Det var umuligt at overskue, siger hun.
Ud over stavgangen bestod aktiveringen blandt andet af kostvejledning og jobcafé.
- Fuldstændig tåbeligt, siger hun.
Presset i uddannelse
På et tidspunkt sagde sagsbehandleren: Nu får du fire uger til at beslutte, hvad du vil, ellers ryger sygedagpengene.
- Jeg var syg, men blev presset på HF-enkeltfag. Jeg havde brug for mindst et halvt år mere for at komme mig. I dag har jeg svært ved at tage notater med dårlige arme og svært ved at koncentrere mig på grund af stærke piller for kroniske smerter, siger Anja, der ikke en gang kan åbne en dåse tomater og jævnligt går til behandling på smerteklinik.
Med 3F Fredericias hjælp kom hun på revalidering, men har svært ved at få hverdagen til at fungere med sin datter på syv år.
- Jeg har hylet rigtig meget, men prøver at holde mig oppe. Men jeg er bange for, at jeg er nødt til at give op, siger hun.
Chefen for Jobcenter Fredericia, Johan Norden, er tavs.
- Jeg vil overhovedet ikke kommentere på konkrete sager, siger han.