Få ferien som du vil have den
På mange arbejdspladser er det sæson for planlægning af sommerferien. Kend dine rettigheder, før planen er lagt.
Få tjek på ferieloven, før det er for sent. (Foto: Colourbox) Drømmer du om solbeskinnede sandstrande og funklende drinksparasoller, når Kong Vinter holder Danmark i sin klamme grå hånd?
Så er det måske også tid til at tænke over, hvornår og hvordan du gerne vil afholde din sommerferie.
På mange arbejdspladser nærmer planlægningen af sommerens vagtplan sig, så derfor kan det være til din fordel, hvis du allerede nu er bevidst om, hvad du har ret til.
Evelyn Jørgensen, der er juridisk konsulent i LO, har styr på ferieloven. Her er hendes bud på, hvad du skal være opmærksom på.
3 om ferie
1. Tre ugers sammenhængende ferie
Du har ret til tre ugers sammenhængende ferie i sommerferien.
- Med mindre du er landbrugsmedarbejder, har du altid ret til tre ugers sammenhængende ferie. Derudover står der i ferielovgivningen, at din arbejdsgiver så vidt muligt skal tage hensyn til feriesøgende, der har børn i skole, sådan at deres ferie kan ligge i skoleferien.
2. Arbejdsgiver skal varsle ferie
Din arbejdsgiver skal varsle sommerferien mindst tre måneder før.
- Hvis arbejdsgiveren vil have dig til at holde ferie 2. juli, så kan han ikke pludselig komme 14 dage før og sige det. Finder man ud af det sammen en måned før, så sker der ikke noget ved det. Men i princippet skal det varsles tre måneder før.
3. Mulighed for erstatning
Bliver du syg og dropper ferien, kan du få en erstatning.
- Hvis du bliver syg, inden ferien starter. F.eks. om søndagen og ferien starter om mandagen, så ringer du og melder dig syg til arbejdsgiveren som normalt og raskmelder dig, når du er rask. Så er du ikke forpligtet til at regne dine sygedage som ferie. Og kun hvis arbejdsgiveren kræver det, skal du have en lægeerklæring. Så kan I aftale, om du holder resten af din ferie eller ej.