Velfærd er ikke for de svage

3F-næstformand: Socialt udsatte svigtes i velfærds- og kvalitetsdebat.

- I dag er det så Rådet for Socialt Udsatte, som påviser, at regeringen heller ikke gør nok for at få de socialt udsatte ind på arbejdsmarkedet, udtaler 3F-næstformand Jane Korczak, der er medlem af rådet. (Arkivfoto.)- I dag er det så Rådet for Socialt Udsatte, som påviser, at regeringen heller ikke gør nok for at få de socialt udsatte ind på arbejdsmarkedet, udtaler 3F-næstformand Jane Korczak, der er medlem af rådet. (Arkivfoto.)

Når regeringen snakker velfærd, handler det ikke om de socialt udsatte danskeres livssituation.

Det viser årsrapporten fra Rådet for Socialt Udsatte, der er offentliggjort her til formiddag. 3F-næstformand Jane Korczak er medlem af rådet, og for hende er rapporten et trist udtryk for, at regeringen ikke prioriterer samfundets outsidere.

- De socialt udsatte er endnu ikke blevet nævnt i den megen debat om velfærdsløft, og den kommende kvalitetsreform har åbenlyst ikke sigte på de svageste. Regeringen afviser godt nok, at den finder det sundt med øget ulighed i samfundet. Men på den anden side skaber den meget større ulighed for de danskere, der af forskellige grunde er på sidelinjen i forhold til samfundet, siger Jane Korczak.

Mangel på fleksjob

3F har tidligere peget på, at det kniber med rummelighed på arbejdsmarkedet. Der findes mange ledige hænder, som skal have lidt støtte for at komme i gang. Eksempelvis mangler der lige nu 12.000 fleksjob, uden at det tilsyneladende gør indtryk på regeringen.

- I dag er det så Rådet for Socialt Udsatte, som påviser, at regeringen heller ikke gør nok for at få de socialt udsatte ind på arbejdsmarkedet. I stedet har der været alt for meget fokus på at nedsætte de sociale ydelser til langt under, hvad der er rimeligt, hvilket blot betyder, at stadig flere bliver sat på gaden, siger Jane Korczak.

Helt nye tal fra Socialforskningsinstituttet viser, at mere end 5.000 danskere er hjemløse. Regeringen bevilgede så sent som igår 600 millioner over fire år til hjemløseboliger, men det løser jo langt fra problemerne, påpeger hun.

Årsrapporten opfordrer blandt andet regeringen til at ændre reglerne for modregning i kontanthjælpen, hvis folk kan og vil yde en arbejdsindsats. For en enlig og ugift kontanthjælpsmodtager er "gevinsten" ved en times arbejde 9,90 kroner, oplyser rapporten.

Også fokus på kommunernes indsats

Kommunalreformen har også et afsnit. Flere kommuner har således problemer med at leve op til lovgivningens ellers klare budskab om, at de er forpligtet til at betale for ophold på for eksempel kvindekrisecentre - også uden at der er foregået en visitation.

- På det seneste har jeg også hørt, at markant færre alkoholikere sendes i behandling, efter at økonomien er overgået fra amterne til kommunerne. Behandlingssteder, der før var fyldt op, har nu en belægning på 20 procent, og så kan jeg ikke lade være med at spørge mig selv, om det skyldes færre med alkoholproblemer, eller at kommunerne ikke vil bruge de nødvendige penge på opgaven, lyder det fra 3F's næstformand.