Aftale sikrer 5.000 nye praktikpladser
Forlig mellem regeringen, S og R udløser 430 millioner til erhvervsuddannelserne. Dertil kommer 5.000 ekstra praktikpladser.
Der bliver flere praktikpladser med nyt forlig. Det har længe været et krav fra unge, der frygter en fremtid uden muligheder. Her unge kokkeelever i demonstration foran jobcenter. (Arkivfoto: Per Daugaard) Midt på ugen stoppede det gigantiske slagsmål om det såkaldte globaliseringsforlig. Siden har regeringen og Dansk Folkeparti forhandlet med Socialdemokraterne og De Radikale. Og det giver nu bonus for unge, der vil have en uddannelse.
Partierne er blandt andet blevet enige om at give 430 millioner mere til erhvervsuddannelserne. Og så skal der skaffes 5.000 nye praktikpladser. Samtidig sikres uddannelsesgarantien, så unge ikke risikerer at stå med en halv uddannelse.
Det er den såkaldte globaliseringspulje, der er faldet på plads. Og dermed sikrer flere penge til det trængte område.
3F godt tilfreds
I 3F vækker aftalen glæde. Forbundet har i årevis talt for at belønne arbejdsgivere, der tager ansvar for oplæring. Det er med i aftalen i form af en tilskudsmodel:
- Det er vi godt tilfredse med. Og vi lægger også vægt på, at uddannelsesgarantien til fulde og hele uddannelser er sikret i endnu et år. Men det vil klæde politikerne at sikre området helt, når de skal forhandle igen til foråret, siger forbundssekretær i 3F Per Christensen.
Han glæder sig desuden over de ekstra penge til skolerne. Det skyldes, at de kan være med til at afhjælpe det store frafald på erhvervsskolerne.
Godt for de unge
3F kritiserede regeringens oprindelige udspil for at være for magert. Og Socialdemokraterne og De Radikale kalder forliget en sejr på en række punkter.
Det sker i en fælles pressemeddelelse. Her siger Socialdemokraternes uddannelsesordfører Christine Antorini blandt andet:
- Målsætningen om, at 95 procent skal have en ungdomsuddannelse, er kuldsejlet og har akut brug for førstehjælp. I forhold til regeringens lave ambitionsniveau er det lykkedes at forhandle et økonomisk løft til erhvervsskolerne igennem. Det er vi meget tilfredse med.