Stort set uændret ledighed
Arbejdsløsheden faldt i marts med 600 personer, så der nu er 106.600 fuldtidsledige. Det svarer fortsat til 3,9 procent af arbejdsstyrken.
Siden december 2003 er ledigheden faldet med 43 procent eller 80.400 personer. Det svarer til, at der hver måned i gennemsnit har været et fald i ledigheden på 2.100 fuldtidspersoner.
Dermed er faldet i antallet af ledige fra februar til marts altså mindre, end vi hidtil har set.
Den laveste relative faktiske ledighed findes i Nordsjælland med 2,4 procent, og den højeste findes på Bornholm med 8 procent af arbejdsstyrken, viser de nyeste ledighedstal fra Danmarks Statistik.