OK07 / Flere grupper i 3F anbefaler nej

Det var et knebent flertal på 10 mod otte i 3F's forhandlingsgruppe, der sagde god for overenskomstforliget for transportområdet i går.

Blandt de 3F'ere, der er utilfredse med resultatet af transportforliget, er turistchaufførerne, der havde ventet sig meget mere på lønområdet, end forliget lægger op til. Derfor anbefaler formanden for Turistchaufførernes Landsklub, Torben Joconde, et nej til det samlede overenskomstforlig, når det skal til urafstemning blandt fagbevægelsens medlemmer.
- Forliget er blevet for billigt for vognmændene. Om tre år vil en turistchauffører med ansvar for mange mennesker og en bus til mange millioner kroner, få 123 kroner i timen. Vi håbede på 130 kroner i timen - allerede i år, siger Torben Joconde til radiomagasinet NyhedsXpressen.
Han forventer ikke, at det vil blive et nej ved urafstemningen om den samlede overenskomst.
- Vi må bare sige, at arbejdsgivernes forhandlere har været dygtigere end vores og os selv. Der er formodentlig små chancer for et samlet nej, for det hele bliver jo kædet sammen i en stor dynge. Vi kan da håbe på, at industrien har forstået, at de har nogle muligheder, som vi ikke har, og at de så vil støtte os, for de er jo et minimallønsområde og kan genforhandle halvvejs. Vi hænger på den her til 2009, siger Torben Joconde.
Også havnearbejderne er ifølge dr.dk utilfredse med overenskomstforliget på transportområdet. Ole Nors, der repræsenterer havnearbejderne, mener, at overenskomsten kunne være blevet meget bedre.
- Vi kom for at få et markant løft på mindstelønnen, og så kom vi for at få en to-årig overenskomst, og ingen af delene fik vi, siger Ole Nors, der sagde nej til overenskomstforliget.
Arbejdsmarkedsforsker Jørgen Steen Madsen anser det ikke for sandsynligt, at det ender med et samlet nej til overenskomstforliget.
- Det er jo sådan, at der meget ofte er et nej-flertal i 3F som helhed, og ikke mindst på transportområdet er der ofte utilfredshed. Så det vil ikke overraske, hvis de stemmer det ned. Men der vil jo blive tale om en samlet afstemning, så derfor er det stadigvæk meget sandsynligt, at nej-stemmerne vil blive vejet op af ja-stemmer på andre områder, siger Jørgen Steen Madsen til Danmarks Radio.