Staten politianmeldt for underbetaling
Polske skovarbejdere klipper pyntegrønt for statsskovdistrikt for ti kroner i timen. 3F-tillidsrepræsentant kræver alle Skov- og Naturstyrelsens kontrakter tjekket.
De omkring 40 polske skovarbejdere får 15 euro om dagen for at klippe pyntegrønt i Rold Skov. Med arbejdsdage på ti-tolv timer giver det en timeløn på cirka ti kroner. 3F Aalborg har politianmeldt staten i form af Buderupholm Statsskovdistrikt i Himmerland for at overtræde østaftalen og for underbetaling af polske arbejdere.
De omkring 40 polske skovarbejdere får 15 euro om dagen for at klippe pyntegrønt i Rold Skov. Med arbejdsdage på ti-tolv timer giver det en timeløn på cirka ti kroner.
- Vi har i snart tre uger forsøgt at få afklaret tingene i mindelighed, men skovrideren har ikke villet medvirke og har ikke villet fremskaffe dokumentation af nogen slags. Derfor har vi en begrundet mistanke om, at der ikke er rent mel i posen, siger Allan Busk, gruppeformand i 3F Aalborg
- Vi har derfor ikke set anden udvej end at foretage en politianmeldelse, siger han.
Staten har moralsk problem
Der er tale om et polsk firma, ESL Lesne Prodykty SP, der angiveligt har fået ordren med at klippe pyntegrønt i skoven, der formelt hører under Skov- og Naturstyrelsen og dermed Miljøministeriet.
- Hvis arbejdsforholdet mod vores forventning skulle være lovligt, så har staten under alle omstændigheder et stort moralsk problem ved at bruge underbetalt arbejdskraft. Det er fuldstændig uacceptabelt, at staten bidrager til undergravning af danske løn- og arbejdsvilkår ved direkte eller indirekte at udnytte underbetalt udenlandsk arbejdskraft, siger Allan Busk.
Overholder ILO-konventioner
Skov- og Naturstyrelsen afviser, at den benytter underbetalt arbejdskraft i det nordjyske.
Styrelsen understreger i en pressemeddelelse, at man i foråret har indføjet særlige bestemmelser i alle kontrakter med private entreprenører, som betyder, at firmaer skal skrive under på, at de overholder de såkaldte ILO-konventioner om løn- og arbejdsforhold for arbejdstagere.
I det konkrete tilfælde er den samme klausul selvfølgelig indskrevet i kontrakten, og Skov- og Naturstyrelsen har allerede i sidste uge bedt den pågældende entreprenør om at dokumentere, at kontrakten overholdes. Entreprenøren har - ligeledes ifølge kontrakten - en uges frist til at få oversat alle dokumenter til dansk og aflevere dem til Skov- og Naturstyrelsen, understreger styrelsen i pressemeddelelsen.
Alle kontrakter skal tjekkes
Hertil siger Allan Busk:
- Man får en meget ubehagelig mistanke om, at statsskovdistriktet bevidst trækker tiden, så arbejdet med at klippe pyntegrønt er afsluttet, inden man får afklaret forholdet.
Sagen har også fået fællestillidsrepræsentant for de 540 3F-organiserede skovarbejdere, Hans Okholm, til at kræve, at Skov- og Naturstyrelsen med det samme gennemgår alle sine kontrakter:
- Det her sætter troværdigheden på spil. Vi skal have alle kontrakter i samtlige distrikter kaldt ind og have undersøgt, om det her er systematiske overtrædelser, for så er det altså bare ud af døren, siger han.
Til TV2/Nord bekræfter flere af de polske skovarbejdere, at daglønnen er 15 euro for arbejdsdage på ti-tolv timer.