Juletræet er fældet af billig arbejdskraft
Fagbladet var med på 3F's kampagnedag over for billige arbejdere i nordjyske juletræsplantager. I alt blev der fundet 39 østeuropæere. Men omfanget af illegalt og underbetalt arbejde vurderes til at være langt større.
(Billede 1) Morgensamling
Kl. 7.23 er det stadig mørkt, da faglige fra nordjyske 3F-afdelinger samles hos 3F Aalborg torsdag 17. november 2005.
Starten er gået for den årlige kampagnedag, der skal afsløre underbetalte og illegale østeuropæere i de nordjyske granplantager. Siden EU sidste år blev udvidet med en række nye østeuropæiske lande, er antallet af østeuropæiske arbejdere i Danmark nemlig eksploderet. Nu er vi midt i højsæsonen for juletræer og pyntegrønt.
Mens kaffe og rundstykker bliver fortæret, lægger faglig sekretær i 3F Midtfjord, Gert Jakobsen, slagplan for dagen.
Selvom det i første omgang er arbejderne, som 3F leder efter denne dag, så er kampagnen først og fremmest rettet mod de bagmænd, der hyrer de østeuropæiske arbejdere.
- Vi har ingenting imod arbejderne i Danmark, uanset nationalitet. Vi har noget mod de arbejdsgivere, som udnytter dem, siger Gert Jakobsen.
Kampagnens formål er også forebyggende.
- Når plantageejerne ved, at vi er ude efter dem, og de risikerer negativ omtale, kan det være, at de tænker sig om en ekstra gang, før de hyrer billige østarbejdere igen, siger Gert Jakobsen.(Billede 2) Palle på palle
Kl. 8.13. Solen er så småt begyndt at skinne på det frostklare landskab, mens faglig sekretær Torben Jensen fra 3F Aalborg har sat sig bag rattet med kurs over Limfjordsbroen til Vendsyssel.
Ved den første granplantage ved Vendsysselsværket er der palle efter palle af nettede og stablede juletræer. Små sedler med påskriften "Original Nordmann. Ein Geschenk der Natur" viser, at træerne er gjort klar til at blive eksporteret til Tyskland. Men plantagen er tømt for arbejdere.
- Vi har hørt, at polakkerne er begyndt at arbejde om natten for at undgå at blive snuppet af os og politiet, lyder forklaringen fra Torben Jensen.(Billede 3) Så er der bid
Kl. 8.43: Ved den næste plantage lige uden for landsbyen Stae er der mere liv. Her kommer der en traktor kørende fuldt læsset med juletræer på ladet. Traktoren sagtner farten, og to unge mænd i grønt arbejdstøj stiger ud.
Den ene fortæller, at han kommer fra Polen.
- Jeg er taget til Danmark for at arbejde, fordi jeg kan tjene tre gange så meget her som hjemme. I alt er vi 19 polakker, der arbejder her i plantagen i halvanden måned op til jul, siger han.
Polakken siger også, at han arbejder om natten.
- Det siger vores chef, at vi skal.
Hvor meget de får i løn, vil han dog ikke afsløre.(Billede 4) 30 kroner i timen
Kl. 9.04: Længere inde i plantagen ved Stae er to andre polakker travlt optaget med at nette juletræer, som det kaldes, når de fældede træer bliver puttet ind i en maskine, der fører et stort net over træerne, så de fylder mindst muligt, når de skal transporteres bort.
Disse polakker er lidt mere åbenmundede.
- Vi får 30 kroner i timen og arbejder ti timer om dagen, oplyser de.
Det er ti timer uden adgang til toiletter eller skure til at holde pause og få varmen i. På jorden ligger den mad, som de spiser: En pose med sandwichbrød, plantemargarine og abrikosmarmelade.(Billede 5) Den danske mellemmand
Kl. 9.43. På vej væk fra plantagen bliver Torben Jensens bil overhalet af en sort firhjulstrækker. Ud stiger en yngre mand.
Han præsenterer sig selv som Johnni Ruby fra firmaet Thy Brænde og Skovservice.
Plantagen ved Stae er ejet af den lokale storbonde Lars Andersen, der har hyret Thy Brænde og Skovservice til at fælde juletræerne. Denne virksomhed har så igen ansat en række polske arbejdere gennem den polske underentreprenør Poland Forest.
- Vi har hyret dem på lovlig vis. Jeg giver omkring 100 kroner i timen til Poland Forest, hvilket er tæt på en dansk minimumsløn, siger Johnni Ruby, mens han udveksler papirer med Torben Jensen.
Han indrømmer dog, at han ikke aner, hvor mange penge Poland Forest selv putter i lommerne, og hvor mange, der faktisk ender hos de polske arbejdere.
På vej til den næste plantage kan Torben Jensen føje endnu et navn til listen over virksomheder, som han skal forsøge at få til at betale danske lønninger, når han rejser krav om overenskomst over for Poland Forest.På 3F's hjemmeside 3f.dk kan du høre en radioreportage fra juletræskampagnen.