3F'erne kan li' julefrokost med et lille stænk lir

Fagbladet XL's undersøgelse af julefrokost-traditionerne viser, at 3F'erne ikke gider slås, godt kan li' lidt lir og flirt, samt at flere kvinder end mænd drikker sig fulde.

Snaps, sild og sex på kopi-maskinen. Salget af fortrydelsespiller og kondomer eksploderer i december, og slagsmål samt gramserier er en del af julefrokostens underholdende indslag.

Listen over fordomme er lang. Men er der hold i dem?

Fagbladet XL har spurgt brugerne, hvordan de selv og deres kolleger opfører sig til firmaets julefrokost. Og langt de fleste holder sig nogenlunde på dydens smalle vej. I hvert fald hvis svarene står til troende.

Kun ganske få har været oppe at slås med chefen eller været flove mandagen efter på grund af udskejelserne til julefrokosten. Til gengæld har de fleste følt sig pinligt berørt over en kollegas opførsel under julefrokosten.

Flere fulde kvinder, men.....

Men 3F’erne kan godt li’ lidt lir efter sild og andebryst. En pæn del har kysset med en kollega - og ikke helt få har endog også dyrket sex. Om det er på kopi-maskinen eller på chefens skrivebord, viser spørgeskemaets svar desværre ikke.

De mandlige medlemmers bedre halvdele skal heller ikke være så nervøse for, at deres mænd drikker sig et hul i jorden. For svarene afslører, at det er næsten
seks ud af ti kvinder, der drikker sig fulde. Mens kun halvdelen af mændene siger, at de drikker sig fulde.

Men undersøgelsen siger ikke noget om, hvor meget der skal til før man opfatter sig som "fuld". Og her kunne man godt mistænke mændene for at være lidt mindre selvkritiske end kvinderne. Eller sagt mere lige ud. Hvor en kvinde måske kan nøjes med at have en lille fjer på, så skal en mand have en regulær kæp i øret, før betegnelsen "fuld" overhovedet kan komme på tale.

Fortæl eller vær med

Har du en mening om det, så skriv den gerne her i XL-blog'en .

Du kan stadig nå at deltage i undersøgelsen. Klik i nyhedsbrevet under XL SPØRGER på artiklen "Er der skandaler til din firmajulefrokost?". Har du ikke nyhedsbrevet så klik her.