Piger i g-streng må godt sige nej
Må kvinder have godt gang i den på lagnerne hjemme i soveværelset? Må de gå med bar mave? Selvfølgelig må de det, siger advokat Helle Hald.
Ikke ret mange advokater gider stå ud af sengen midt om natten for at holde en voldtaget kvinde i hånden.
Helle Hald gør. For netop kvinder, der har været udsat for voldtægt og nu sidder dybt chokerede på politistationen og skal fortælle om deres oplevelser, står advokatens hjerte nær. Og derfor har en række politifolk på landets politistationer Helle Halds private mobilnummer. Så de altid kan ringe efter den bistandsadvokat, som ofre for grove forbrydelser har krav på.
Helle Hald er mest kendt for sit engagement, når det gælder om at tale voldtægtsofres sag. For eksempel var hun bistandsadvokat for kvinden i den meget omtalte sag fra 2001, der begyndte med en julefrokost for nedrivningsarbejdere og endte med, at fem af deltagerne blev dømt for voldtægt af en ung kvinde. Hun var gået med ind til festen og blev senere voldtaget på skift af de feststemte mænd. Fem mænd blev i første omgang frikendt i byretten, men senere idømt hver to års fængsel i landsretten, der ikke fandt det sandsynligt, at en ung kvinde frivilligt skulle indlade sig på sex i alle afskygninger i en københavnsk baggård i bidende kulde.
Du sagde dengang - og har gentaget det senere - at voldtægtsofre bliver ydmyget i retten. Hvad mener du med det?
- I den sag forsøgte forsvaret at trække kvindens tidligere sexliv ind i sagen. For eksempel havde den unge kvinde en "veninde", som blev hentet ind som vidne i retten og dér fortalte, at hun og kvinden, altså offeret i sagen, engang havde været på bar sammen. De havde mødt en lækker amerikansk pilot, som de havde aftalt, at en af dem skulle score. Ja, tillykke!, tænker man jo bare. Det kunne vi andre også have fundet på, og hvad har det overhovedet med sagen her at gøre?
- Kvinder har heldigvis i dag ret til at gå hjem med en mand og gå i seng med ham, også bare én gang. Og de har ret til at sige nej. Men "veninden" var hentet ind for at mistænkeliggøre den voldtagne kvinde, og over hele sagen lå der en stemning af, "at hun nok selv havde været ude om det". For hun kunne jo åbenbart godt lide sex ...
- Det var fuldstændigt uberettiget at inddrage kvindens sexliv i den sag. Selv hvis man godt kan lide sex, er det ikke det samme som, at man har lyst til at dyrke sex med flere forskellige mænd i en baggård i otte graders kulde, mens man får splinter i bagdelen af det, siger Helle Hald.
Fordi g-streng er pænest
Julefrokostsagen satte for alvor gang i en offentlig debat om, hvordan kvinder bliver mødt både i retten og ved afhøringerne hos politiet. Her har Helle Hald flere gange påpeget, at det faktisk ikke er en invitation til sex, bare fordi en kvinde går med g-strengstrusser.
- Det kunne jo være, at hun gik med dem, fordi det er det, der ser pænest ud under et par hvide sommerbukser. Men jeg har mere end én gang været ude for, at der sidder en politimand - og han behøver bestemt ikke være særlig gammeldags - og kigger offeret dybt i øjnene, mens hans siger: "Nå, men du havde altså g-strengstrusser på?" Som om kvinder helt sikkert er ude på at få sex, hvis de går i den slags undertøj.
Hvorfor voldtager mænd kvinder?
- Voldtægt handler om magt. I sagen fra julefrokosten, som var en gruppevoldtægt, havde fyrene opildnet hinanden. Nogle af deltagerne i festen havde været i Istedgade for at finde prostituerede, der ville have sex med flere af dem på én gang. I retten fortsatte de med at opføre sig på den mest groteske måde. De nedgjorde offeret - en af dem sagde for eksempel, at "hun var slet ikke noget for mig, hun havde sorte hår på fissen".
Mænd forstår ikke nej
Helle Hald skelner mellem tre former for voldtægt:
Overfaldsvoldtægten, der mest begås af mænd med et psykisk problem, en brist, og et behov for at ligge på lur og overfalde kvinder. Kontaktvoldtægten, hvor offer og gerningsmand har mødt hinanden før - eller blot samme aften. Og så voldtægten i parforholdet.
De to sidste former er de mest hyppige. Og dem, hvor kvinden nogle gange føler sig mere som den anklagede end som offeret, når sagen ruller.
- Det klassiske eksempel er jo sagen, hvor man har mødt hinanden på et diskotek, men ikke har samme opfattelse af, hvornår man skal have sex. Mænd forstår ikke, at kvinder har lov til at sige nej - lige til det sidste. Man kan godt gå hjem sammen og drikke en øl. Ja, man kan endda tage tøjet af og så stadig sige nej til sex. Kvinder har lov at være frække og flirtende, lige som mænd også har lov til. Og de har altid lov til at sige nej. Lige til det sidste.
Hvorfor tror du ikke, at alle mænd forstår det?
- Fordi mænd vil have, hvad de er blevet stillet i udsigt! Mænd voldtager kvinder, fordi det kan lade sig gøre. Jeg havde en sag med en kvinde på 48, der havde været gift i over 20 år. Så fandt manden en anden, og kvinden gik ud en aften og mødte en mand, hun gik hjem med. Da hun ikke ville have analsex, blev han vred og ville have oralsex og hentede en kniv og truede hende. Han blev dømt. For hun var et troværdigt vidne, der havde været sammen med sin mand i så mange år. Andre kvinder, der har et aktivt sexliv med forskellige kærester og skiftende partnere, risikerer derimod at skulle gøre rede for deres sexliv. Og blive mistænkeliggjorte, siger Helle Hald, der oplever, at kvinder er blevet mere bevidste om at anmelde en voldtægt. Samtidig med, at det i en hel del tilfælde ikke er muligt at rejse tiltale, fordi man ikke kan løfte beviset.
Vi skal tage vare på os selv
Er der aldrig noget om at "hun selv var ude om det"?
- Nej! Man når det så er sagt, så synes jeg ikke, det er smart, at helt unge piger har sex med forskellige fyre, de kender, og så kommer de lige pludselig og anmelder, at de er blevet voldtaget af en af dem. Vi kan godt kræve af os selv som kvinder, at vi tager vare på os selv, tænker på hvilke signaler vi sender, og lader være med at bringe os i situationer, hvor vi risikerer at blive voldtaget. Tag en taxa hjem i stedet for at gå alene ad en mørk sti midt om natten for eksempel.
Har du som advokat oplevet, at samfundets syn på voldtægt har ændret sig?
- Ja, bestemt. Samfundet har altid syntes, at voldtægt er en forfærdelig forbrydelse, men det er blevet mere "hverdagskost", og det smitter også af på politiets opfattelse. De får den der "nå ja-holdning". Jeg tror, det hænger sammen med, at der er så meget fokus på sex. De unges forhold til sex er blevet skævt, fordi de ser så meget på tv og på internettet, og selv det mest avancerede, tror de efterhånden er normen. Det flytter mænds fokus - de tror, hun er med på det hele. Og spørger man befolkningen, så er det en skræmmende stor del af den, der mener, at kvinder selv er ude om det, hvis de bliver voldtaget.
Hvad er din holdning til, at unge fyre med indvandrerbaggrund oftere end unge med etnisk dansk baggrund står anklaget for voldtægt?
- Ingen mænd har ret til at tage en kvinde med vold og magt, men nogle unge indvandrere er stadig opdraget til at tro, at danske kvinder er ludere, der kun er 25 øre værd. Jeg ser sådan på det, at det er ufatteligt svært for mænd med en anden kulturel baggrund at forstå, at unge danske piger ter sig, som de gør. Det giver dem ikke ret til at voldtage. Men jeg kunne godt have lyst til at sige til de piger, der er sammen med dem: "Opfør jer dog for pokker respektfuldt, når de her fyre er i nærheden!" Danske piger må altså lyne op indimellem! Det er jo bare sådan, at det forbudte og anderledes er det mest spændende. Sådan er det for alle mennesker.
Bistandsadvokaten
Helle Hald er advokat og partner i firmaet Sirius Advokater. Hun har siden 1995 rådgivet arbejdsskaderamte, trafikofre og andre tilskadekomne om deres retsstilling og deres mulighed for at opnå erstatning. Mange ofre for volds- og sædelighedsforbrydelser har mulighed for at få beskikket en bistandsadvokat, og Helle Hald har, via sin mangeårige erfaring, mulighed for at yde den optimale rådgivning. Arbejdet som bistandsadvokat omfatter også sparring med Landsforeningen Hjælp Voldsofre samt Offerrådgivningen under Hovedstadens Røde Kors.
Desuden arbejder Helle Hald med chikanesager og forældremyndighedssager samt sager om tvangsfjernede børn.
Din egen skyld
Voldtægt er kvindens egen skyld. Sådan lød svaret fra hver tredje, da Ekstra Bladet for nylig spurgte læserne på nettet, om voldtægt "helt"eller "delvist" er kvindens eget ansvar, hvis hun enten flirter, går sexet klædt eller er kendt for at have flere sexpartnere.
Amnesty Internationals norske afdeling har for nylig spurgt norske mænd om det samme. Her placerer halvdelen - 48 procent - et ansvar hos en flirtende kvinde, som bliver voldtaget.