På natholdet

Mig & min makker - fotoserie: Jan Tinghøj Mortensen og Bruno Boye Jensen samler pumper på Grundfos i Bjerringbro om natten. I timerne mellem klokken 22.45 og 06.45 grines og tales der på den store fabrik.

  • Bruno Boye Jensen og Jan Tinghøj Mortensen har arbejdet sammen på Grundfos' nathold i otte år. De er kommet tæt på hinanden og har fundet deres egne arbejdsrutiner. Foto: Rune Luk
  • De otte år som makkere har bundet de to sammen i et nært venskab. De ses ikke privat så ofte som tidligere, da de bor i henholdsvis Viborg og Randers og nu begge har børn. To eller tre gange om året mødes de dog privat og gerne over en øl. Foto: Rune Luk
  • Bruno Boye Jensen er uddannet landmand. Han valgte at starte på Grundfos, fordi han ikke syntes, at pengene og arbejdstiden hang sammen som landmand. Han har heller ikke lyst til at give sig i kast med de store økonomiske forpligtelser, der er ved at drive et landbrug. Foto: Rune Luk
  • Kvajelagkage - når en kollega laver en fejl, koster det lagkage. En kollega har under test af en pumpe fået smøremiddel i øjet. En fejl, der sker en ud af en million gange. Ifølge de to makkere er det kun sket, fordi kollegaen er verdens mest uheldige mand. På grund af ulykken kræves det nu, at man bærer beskyttelsesbriller, når man arbejder med test af pumper. Foto: Rune Luk
  • Hvis enten Jan Tinghøj Mortensen eller Bruno Boye Jensen har en sygedag, ringer de til hinanden for at høre hvordan det går. I pauserne er det ikke kun humor og hurtige kommentarer, de to deler, men også hvordan det går med deres børn og eventuelle råd til, hvordan man nemmest får barnet igennem sygdom. Foto: Rune Luk
  • De to makkere kan sagtens diskutere og være uenige, specielt når snakken falder på, om man skal gå i strejke eller ej. Det er et emne, de kan diskutere livligt. Foto: Rune Luk
  • De otte år sammen har gjort, at Bruno Boye Jensen og Jan Tinghøj Mortensen har udviklet en omgangstone, som ikke alle udefrakommende synes er lige så underholdende, som de to makkere gør. Deres nuværende kolleger er dog ikke bange for at give igen, når tonen bliver hård. Foto: Rune Luk
  • På grund af tidspunkter, der ikke helt passer med børnepasning, er Jan Tinghøj Mortensen (th.) i år tvunget til at skifte til dagholdet. Han blev dog helst på natholdet, da han er glad for kollegerne. Men at familielivet fungerer, er vigtigere end noget andet. Foto: Rune Luk
  • Der grines en hel del, og det er en af de ting, der gør, at Jan Tinghøj Mortensen (tv.) og Bruno Boye Jensen (th.) bliver på Grundfos. De kan lide at være der om natten og arbejde sammen. Det gør også skiftet til dagholdet sværere for Jan Tinghøj Mortensen. Foto: Rune Luk

Læs mere om makkerparret her.