Vi går syge på job
Frygten for en fyreseddel får mange 3F'ere til at gå syge på arbejde. Men det kan være en farlig taktik, der gør ondt værre, mener ekspert.
En tredjedel af 3F'erne ville gå på arbejde, selvom de var syge, fordi de er bange for at få en fyreseddel. Det viser en rundspørge, Fagbladet 3F har fået lavet. (Arkivfoto) Snottede næser og høj feber får i disse krisetider ikke ufaglærte og folk med korte uddannelser til at blive hjemme i sengen.
Det viser en rundspørge foretaget af Fagbladet 3F, hvor 900 3F'ere er blevet spurgt. Tallene viser, at hele 33 procent vil gå på arbejde, selvom de burde ligge under dynen og blive raske. Og det er frygten for at få en fyreseddel, der driver dem ud af sengen.
Bliv under dynen
Men det kan have fatale konsekvenser, hvis man ikke plejer sin sygdom, påpeger Thomas Lund, forsker i beskæftigelse ved Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI).
Han henviser til en undersøgelse foretaget af engelske læger, som viser, at de personer, der trods sygdom ikke bliver under dynen, har dobbelt så stor risiko for i fremtiden at få en alvorlig hjertesygdom.
- Så hvad, der ser godt ud på den korte bane, kan altså koste på den lange bane, siger han.