3F: Vi har aftale med SAS
3F og SAS har indgået fem aftaler, der indebærer besparelser uden lønnedgang. Målet er helt at undgå fyringer.
Aftalen mellem 3F Kastrup og SAS indeholder besparelser, der svarer til 100 bagageportørerer, oplyser Henrik Bay-Clausen. (Foto: Joachim Rode) Mandag meddelte SAS, at forhandlingerne med personalegrupperne er brudt sammen, fordi det ønskede krav om besparelser på 200 millioner kroner ikke er nået.
Det forstår man ikke i 3F Kastrup, som afsluttede forhandlingerne med SAS-ledelsen natten til mandag.
- Jeg sidder her med fem underskrevne aftaler, som hverken indeholder et ord om lønnedgang eller tvungen deltid. Til gengæld er der flere konstruktive elementer, som gør det realistisk, at vi helt kan undgå fyringer, siger afdelingens formand, Henrik Bay-Clausen.
Han oplyser, at SAS har et forbehold vedrørende én af de fem aftaler, men at de ellers er helt på plads.
Besparelserne svarende til 100 mand
En del af besparelserne ventes klaret ved naturlig afgang og frivillig fratrædelse. Desuden er der blandt andet indgået aftaler om uddannelse og frivillig orlov, og så er der en gruppe midlertidigt ansatte, som ikke får forlænget deres kontrakt til efteråret.
- For den store gruppe af ekspeditionsarbejdere (bagageportørerne, red.) var målet at opnå besparelser, der svarer til 100 fuldtidsstillinger. Det har vi stort set opnået. Så må vi så se, om forventningerne holder stik. Ingen kan forudse, hvordan vintertrafikken vil udvikle sig, siger Henrik Bay-Clausen.
Der er indgået en næsten enslydende aftale for rengøringsfolkene i SAS Cleaning. I de øvrige SAS-afdelinger ventes man at kunne klare sig med naturlig afgang, når det gælder 3F-stilllinger
SAS: Koncernen sagde nej
Hans-Henrik Hedegaard, der er direktør i SAS Ground Services, bekræfter, at der blev indgået fem aftaler.
- Men der blev taget forbehold for koncernens godkendelse af den ene. Og da koncernen har sagt nej til den aftale, eksisterer den ikke, siger han.
Denne for ledelsen centrale aftale handlede om øget fleksibilitet i vagtplanen.
- Men 3F ville kun indgå en aftale, der løb til 31. marts næste år. Dermed er besparelserne ikke permanente, og derfor sagde koncernen nej, siger Hans-Henrik Hedegaard.
3F sagde nej til en længerevarende aftale, fordi man først vil se, hvordan flytrafikken generelt udvikler sig, oplyser Henrik Bay-Clausen og minder om, at SAS Ground Services håndterer bagage for mere end 50 flyselskaber.
- Jeg går da ud fra, at de fire andre aftaler står ved magt. Og de vil alt andet lige betyde besparelser. Så jeg har svært ved at forestille mig, at vi står foran yderligere store nedskæringer, siger formanden for 3F Kastrup.