SAS-krav: Gå seks procent ned i løn
Medarbejderne skal gå seks procent ned i løn, lyder udspillet fra ledelsen i flyselskabet.
Spareforhandlingerne i flyselskabet SAS kører på højtryk, og nu bliver en del af sløret løftet for SAS-ledelsens krav. Medarbejderne skal gå seks procent ned i løn.
Kabinepersonalets fagforening, CAU, har i den anledning indkaldt til ekstraordinær generalforsamling i næste uge for at drøfte udspillet med medlemmerne. Endnu er forhandlingerne med SAS ikke afsluttet, og derfor er det usikkert præcist, hvad medlemmerne bliver præsenteret for den 7. juli.
"Men kan dog konstatere, at de beslutninger, der træffes de næste dage og specielt på generalforsamlingen, vil være af størst tænkelig betydning for det danske ansatte kabinepersonale i SAS samt vores fælles fremtid. Derfor må vi på det kraftigste opfordre alle til at møde op," lyder det fra CAU, der forventer at nå til enighed med SAS.
Hos luftfartsfunktionærerne i HK Luftfart er der ifølge en vejledende afstemning blandt medlemmerne opbakning til en lønreduktion på seks procent mod, at ingen bliver fyret. Tre ud af fire medarbejdere stemte for, at det var en god ide at gå ned i løn, men kun i et halvt år.
SAS i Danmark skal finde besparelser for 200 millioner kroner. I alt skal det nordiske flyselskab spare en milliard svenske kroner.