Helbredstjek får skraldemænd til at leve sundere
Ufaglærte dyrker mere motion og taber sig, når de har fået tjekket deres helbred. Det viser den første undersøgelse af konsekvenserne af 3F's to år gamle sundhedstjek.
Ufaglærte dyrker mere motion og taber sig, når de har fået tjekket deres helbred. (Foto: Uffe Weng) Et besøg af sundhedsbussen får 3F'ere til at tænke mere på deres helbred. Det viser en undersøgelse blandt 64 skraldemænd fra R98. De deltog alle i 3F's sundhedstjek i 2009. Her fik de tjekket blodtryk, vægt og kolesteroltal - og fik sig en snak om deres helbred med en sygeplejerske.
To år senere er fire ud af 10 begyndt at spise sundere. Hver tredje dyrker mere motion. Og seks ud af 10 passer bedre på deres helbred.
Positiv effekt
Ifølge professor og overlæge Bente Klarlund Pedersen fra Københavns Universitet viser undersøgelsen, at sundhedstjekket har en positiv effekt.
- Resultaterne giver klart indtryk af, at denne gruppe ønsker at leve sundere. Meget tyder på, at sundhedstjek påvirker folk, siger hun.
Undersøgelsen viser også, at tre ud 10 overvægtige har tabt sig. At en ud af fem rygere har kvittet smøgerne. Og at hver fjerde med for højt blodtryk har fået deres blodtryk til at falde.
Små forandringer
Bente Klarlund Pedersen peger også på, at selv små forandringer har stor betydning for en gruppe som skraldemændene på R98.
- Kortuddannede mænd lever mere usundt end befolkningen generelt og er også svære at nå med generelle kampagner. Så ændringer som disse kan have stor betydning, siger Bente Klarlund Pedersen.
9 ud af 10 anbefaler andre 3F'ere til at deltage i det sundhedstjek, der i øjeblikket er ved at blive bredt ud til 6.000 3F-arbejdspladser.
Se alle svarene fra 3F'erne på R98 her
Se alle svarene fra 3F'erne på R98 her