Xins lange march
21-årge Xin er en af Kinas 140 millioner migrantarbejdere. Hun er rejst fra landet til byen for at arbejde. En gang om året tager hun turen hjem til familien med sin opsparing.
Xin bor på en lille sovesal med otte andre arbejdere midt i millionbyen Shenzhen i det sydlige Kina. Hendes eneste privatliv er et forhæng for køjesengen.
- Jeg har været her i tre år, så jeg har efterhånden vænnet mig til at bo sådan, men det er ikke rart. Der er for lidt plads til alle de mennesker, fortæller Xin, der bærer efternavnet Chun Mei.
Forsørger sine forældre
Hun blev sendt til byen for tre år siden af sine forældre, der er bønder i den fattige Hu Bei-provins i det indre Kina.
Som tekstilarbejder forsørger hun sin familie og betaler for sin lillebrors skolegang.
- Jeg har tit arbejdet 14-15 timer i døgnet. Nogle gange må vi blive på fabrikken og arbejde hele natten. Så jeg går altid direkte i seng og sover, når jeg får fri, fortæller Xin, der tjener omkring 600 kroner om måneden.
Dagene på fabrikken er strenge. Ofte er arbejderne låst inde. De bliver forhindret i at tale sammen og gå på toilettet i arbejdstiden.
Indvandrere som Xin lever uden nogen form for social eller faglig sikkerhed. Der er ingen, der stiller krav til deres arbejdsforhold.