Sæsonarbejdere fra Østeuropa bag i køen

Pukkel i Udlændingestyrelsen på 500 ansøgninger om arbejdstilladelser fra østeuropæere, får AF til at anbefale arbejdsgivere ikke at ansætte de nye EU-borgere.

Polakker og litauere når måske at komme i betragtning som æbleplukkere til efteråret, men skal næppe regne med at få deres ansøgning om arbejdstilladelse behandlet i de første par måneder.Polakker og litauere når måske at komme i betragtning som æbleplukkere til efteråret, men skal næppe regne med at få deres ansøgning om arbejdstilladelse behandlet i de første par måneder.

En pukkel i Udlændingestyrelsen på cirka 500 ansøgninger om arbejds- og opholdstilladelse fra borgere fra de nye EU-lande får nu arbejdsformidlingerne (AF) til at anbefale arbejdsgiverne at gå uden om ansøgere fra de nye EU-lande, når de skal hyre sæsonarbejdere.

AF har længe advaret om at ansøgerantallet ville boome op til EU-udvidelsen, men der er ikke ansat ekstra folk i Udlændingestyrelsen til at klare presset.

S: regeringens ansvar

Socialdemokratiets arbejdsmarkedspolitisk ordfører Jan Petersen pointerer, at det er regeringens ansvar at sørge for, at der kan administreres efter lovgivningen.

- Det kan oppositionen jo ikke sikre. Vi kan ikke tage stilling til bemandingen i Udlændingestyrelsen. Men det har bestemt aldrig været vores intention, at folk fra de nye EU-lande skulle forhindres i at søge arbejde på grund af langtrukken sagsbehandling, siger Jan Petersen, der vil rejse sagen, hvis sagsbehandlingsfristerne ikke overholdes.

Det er diskrimination

EURES-vejleder, Jørgen Uldall-Ekmann, Arbejdsformidlingen i Holbæk forklarer, at AF anbefaler arbejdsgiverne at springe over de nye EU-borgere i år på grund af den store usikkerhed om, hvorvidt ansøgningerne når at blive behandlet til tiden.

- Vi snakker om arbejdskraft til højsæsonen, der ligger i maj-juni-juli, så det bliver jo svært at nå og for usikkert at satse på. Høsten skal jo i hus, siger Jørgen Uldall-Ekmann, der kalder det diskrimination af borgere i de nye EU-lande.

Forudsiger boom

EURES, der er et samarbejde mel-lem arbejdsformidlingerne i EU-landene, har i årevis forudsagt at der ville komme et boom af ansø-gere fra de nye EU-lande til sæ-sonarbejde op til EU-udvidelsen 1. maj.

Forudsigelsen har holdt stik. EURES har lige nu 3.246 ansøgere og regner med 12.000-15.000 ansøgere til sæsonjob i år mod 6.000 sidste år.

Sagsbehandling ikke startet

Udlændingestyrelsen bekræfter, at der på nuværende tidspunkt ligger 400-500 ansøgninger om opholds- og arbejdstilladelse til nye EU-borgere.

- Sagsbehandlingen kan først forventes påbegyndt, når loven er vedtaget og trådt i kraft, siger underdirektør i udlændingestyrelsen Inge Bruhn Thomsen, der tilføjer, at styrelsen ikke har ansat ekstra personale.

- Men der er mulighed for omflytning af ressourcer alt efter, hvad der viser sig at være behov for, siger hun.

Høringer tager tid

Inge Bruhn Thomsen oplyser, at i de sager, hvor der skal foretages høring - ved ansøgninger til arbejdsgivere uden overenskomst, hvor det regionale arbejdsmarkedsråd skal høres først - må der forventes en længere sagsbehandlingstid, end de fire uger styrelsen regner med, at skulle bruge på ukomplicerede sager.

Ifølge Fagbladet/sid.dks oplysninger drejer det sig om sagsbehandlingstider på to-tre måneder.

Frustrerede EU-borgere

I Østaftalen, der forventes vedtaget tirsdag den 20. april, tilsigtes at sagsbehandlingstiden højst må være fire uger i ukomplicerede sager.

På grund af puklen frygter Jørgen Uldall-Ekmann længere sagsbehandlingstider.

- Havde loven nu været på plads i god tid - først på året - havde der næppe været problemer. Nu står de nye EU-borgere med håret i postkassen, og de er altså frustrerede over at blive snydt, siger han.

EURES-vejlederen oplyser, at man dagligt får 100 ansøgninger. Det tal vil vokse til det dobbelte de kommende måneder, skønner han.