Eksplosiv interesse for sæsonjob i Danmark

Antallet af EU-borgere, som ønsker at plukke frugt og udføre andet sæsonarbejde, ventes at stige til 15.000 i år mod godt 6.000 sidste år.

Arbejdsformidlingen modtager omkring 100 henvendelser om dagen fra udlændinge  - flest fra Polen og Litauen - som ønsker sæsonarbejde i Danmark.Arbejdsformidlingen modtager omkring 100 henvendelser om dagen fra udlændinge - flest fra Polen og Litauen - som ønsker sæsonarbejde i Danmark.

Op til EU-udvidelsen 1. maj kan den danske afdeling af det europæiske arbejdsformidlingssamarbejde EURES, der formidler job i EU, konstatere en kraftig stigning i antallet af ansøgere til sæsonarbejde i Danmark.

Det drejer sig om sommeren især om frugtplukning og i vintersæsonen pyntegrønt og juletræer.

100 ansøgninger om dagen

Lige nu ligger der 3.246 ansøgninger hos EURES, og der kommer cirka 100 nye ansøgninger ind hver dag. Over halvdelen af ansøgningerne er fra borgere i de nye EU-lande, blandt andet Polen og Litauen.

Sidste år søgte cirka 6.000 borgere fra EU-lande sæsonjob i Danmark, men det tal forventes at vokse til mellem 12.000 og 15.000 inden årets udgang, vurderer man på baggrund af det høje tempo ansøgningerne kommer ind med, oplyser Birgit Fobian-Larsen fra afdelingen for sæsonarbejde i EURES Danmark.

Kan gå ud over danske job

Gruppeformand Svend Ove Pedersen, GLS-gruppen pointerer, at en stor stigning godt kan koste danske job i visse brancher.

- Der ligger en stor opgave for de lokale SiD-afdelinger i at tjekke løn- og arbejdsvilkår, for det vil afgjort koste job, hvis folk arbejder til for lav løn, siger han.

Flest yngre mennesker

Birgit Fobian-Larsen oplyser, at den typiske ansøger er mellem 18 og 27 år, og at et arbejdsforhold typisk varer mellem en og fire måneder.

- Interessen for job er meget stor. Men lønningerne er jo også langt lavere i nogle af de nye EU-lande. Nogle kan tjene en månedsløn på få dages arbejde i Danmark, siger Birgit Fobian-Larsen, der oplyser at EURES sidste år formidlede cirka 1.500 jobs. Et antal der ventes at blive væsentligt større i år.

Runder udlændingestyrelsen

Alle formidlede job skal runde Udlændingestyrelsen, og for at opnå en arbejdstilladelse som borger i et af de nye EU-lande, skal man have fuldtidsarbejde (37 timer om ugen i gennemsnit) til en løn, der svarer til normal dansk løn eller den pågældende overenskomst.

Arbejdstilladelsen knytter sig til kontrakten, hvilket betyder at arbejdstilladelsen udløber når kontrakten udløber.

Akkord kan give problemer

Svend Ove Pedersen understreger, at meget af arbejdet er akkordarbejde, og det kan give problemer.

- Jeg tror, nogle arbejdsgivere fristes at hyre for mange folk, for at være sikre på at arbejdet bliver udført. Men når der er dårligt vejr, hvor der ikke kan arbejdes, får folk ikke løn, så det kan blive svært at holde timelønnen, siger han.