Museskader er arbejdsgivernes ansvar
Museskader er arbejdsgivernes ansvar. Det er konklusionen efter en dom i retten i Holstebro, hvor et bogtrykkeri blev kendt skyldig i, at en 49-årig grafisk designer havde pådraget sig en museskade under sit arbejde.
Væsentlig dom fastslår, at museskader er arbejdsgivernes ansvar. Dommen er den første nogensinde, hvor en museskade anerkendt af Arbejdsskadestyrelsen også har ført til en vundet sag om erstatning i retten.
HK, der har ført sagen, fortæller, at kvinden var ansat i Christensens Bogtrykkeri i Struer fra 1975 til 2002, hvor hun blev afskediget på grund af sygdom. Hun gjorde selv opmærksom på, at hendes arbejde var for hårdt, og at der var for meget overarbejde. Christensens Bogtrykkeri fik besøg af Bedriftssundhedstjenesten, der foreslog forbedringer af arbejdsmiljøet.
Samtidig fik virksomheden meldinger fra læger om, at kvinden havde smerter i armen som følge af sit arbejde, og at det kunne udvikle sig til en museskade.
I 2006 fik kvinden godkendt sin museskade som arbejdsskade i Arbejdsskadestyrelsen.
Dommen fra Holstebro gør det klart, at arbejdsgiveren er ansvarlig for kvindens invaliditet, fordi arbejdet ikke var tilrettelagt forsvarligt, og fordi der ikke blev ført fornødent tilsyn. Derudover pålagde bogtrykkeriet kvinden en betydelig mængde overarbejde og undlod at tilbyde hende mulighed for jobrotation, der ellers kunne have afhjulpet problemet med museskaden.
HK/Privat betegner sagen som principiel, fordi kvinden af hensyn til den daglige produktion i bogtrykkeriet ikke roterede, selvom hun var klar over, at hendes arbejde kunne være belastende. Dette var virksomheden klar over og accepterede. Alligevel mente arbejdsgiveren, at det var medarbejderens eget ansvar. Det har HK/Privat og den 49-årige kvinde nu fået rettens ord for, at det ikke var.
Arbejdsmiljøkonsulent Svend-Erik Hermansen fra HK/Privat finder dommen meget væsentlig.
- I og med at arbejdsgiveren leder og fordeler arbejdet, skal han altså også være opmærksom på, om folk går og har det skidt på arbejdet. Dommen slår fast, at det er arbejdsgiverens ansvar, at arbejdet er sikkert og sundt. Det kan vi helt klart bruge fremover. Vi ser flere og flere eksempler på, at vi kan bevise det skadelige i musearbejde, og nu har vi også rettens ord for, at det ultimativt er arbejdsgiverens ansvar, at medarbejdere ikke pådrager sig museskader. Derfor må vi understrege, at forebyggelse er altafgørende. Både for den enkelte medarbejder, men i allerhøjeste grad også for arbejdsgiveren. Det har vi nu fået slået fast med denne dom, siger Svend Erik-Hermansen.
Christensens Bogtrykkeri er blevet dømt som erstatningsansvarlig for kvindens tabte arbejdsfortjeneste, svie og smerte, tab af erhvervsevne samt hendes udgifter til behandling.