HK/Privat: Bedre at forebygge museskader

Gennembruddet i anerkendelsen af museskade som en arbejdsskade giver bedre muligheder for at forebygge skaderne. Det mener arbejdsmiljøkonsulent i HK/Privat, Svend-Erik Simonsen.

- Det betyder noget for alle medlemmer, at vi nu har et positivt gennembrud i sagerne om museskader. Det giver os mulighed for sammen med arbejdsgiverne i langt højere grad at forebygge skaderne, siger han til radiomagasinet NyhedsXpressen.
Han opfordrer samtidig arbejdspladserne til at overveje, hvor lang tid medarbejderne bruger på arbejdet med musen og om man sørger for at bruge genvejstaster. I det hele taget at overveje om man kan finde en bedre måde at arbejde med musen på, der belaster kroppen mindre.