Kritisk situation for strandede søfolk ved Skagen

Søfartsstyrelsen betegner tilstanden som meget dårlig for 19 udenlandske søfolk, som i flere måneder har været strandet på dumpet tankskib ud for Skagen.

Situationen er kritisk for 19 søfolk om bord på tankskibet 'Hartzi', der siden 13. maj har ligget ankret op ud for Skagen på grund af gæld. (Foto: marinetraffic.com)Situationen er kritisk for 19 søfolk om bord på tankskibet 'Hartzi', der siden 13. maj har ligget ankret op ud for Skagen på grund af gæld. (Foto: marinetraffic.com)

Fire af 19 søfolk om bord på tankskibet ”Hartzi” har været i land for at få lægehjælp. Samtidig er skibet ved at løbe tør for olie. Det oplyser Søfartsstyrelsen til Fagbladet 3F:

- Situationen for søfolkene er meget dårlig. Det er en urimelig situation. Skibets redder og ejer lever overhovedet ikke op til deres ansvar, siger Lars Nielsen, kontorchef i Center for Skibe.

Nu må den danske stat træde til og hjælpe de nødstedte søfolk, oplyser han:

- De får nu olie. Og det med sygdom om bord tager vi nu hånd om. En læge har rådet en af sømændene til at tage videre til undersøgelse i Rusland, og det vil vi stærkt opfordre ham til at gøre. Han kan rejse hjem, hvis han vil. Der bliver ingen diskussion om penge, siger kontorchefen i Søfartsstyrelsen.

Kritik af Søfartsstyrelsen

Tankskibet med de 19 udenlandske søfolk har ligget ankret op ud for Skagen siden midt i maj. Det skyldes, at skibet fik fjernet tilladelsen til at sejle videre som følge af manglende betaling for skibsolie. Siden har skibet, som sejler under maltetisk flag, været tilbageholdt, da dets ejer er i økonomiske vanskeligheder. I perioden har søfolkene, der stammer fra Rusland, Ukraine eller Filippinerne hverken fået løn eller mulighed for at rejse hjem.

Det Internationale Transportarbejderforbund mener, at det cypriotiske rederi behandler søfolkene uanstændigt. Men samtidig retter forbundet en kritik mod Søfartsstyrelsen:

- Myndighederne har reageret alt for sent. Ham med hjertetilfældet kunne være død. Og der kunne være opstået brand om bord, siger skibsinspektør Morten Bach.

- De danske myndigheder burde selv have sørget for vand, mad og olie til søfolkene. Men Søfartsstyrelsen har end ikke været om bord på skibet. Den har fralagt sig myndighedsansvar i sagen, siger han.

Styrelse: Vi har levet op til vores ansvar

Kontorchef Lars Nielsen bekræfter, at Søfartsstyrelsen ikke selv har tilset søfolkene på ”Hartzi”. I stedet har styrelsen gjort brug af Handelsflådens Velfærdsråd til det praktiske arbejde om bord på skibet – og dermed fulgt loven, oplyser kontorchefen.

- Søfartsstyrelsen har levet op til sit ansvar, siger Lars Nielsen.