Vognmænd søger østchauffører
Vognmændene jubler over at kunne ansætte chauffører fra Østeuropa. 3F afviser mangel på danske chauffører og advarer mod brud på reglerne om danske løn- og arbejdsforhold.
Vognmændene jubler over , at de via Østaftalen nu kan ansætte chauffører fra Østeuropa. 3F afviser mangel på danske chauffører og advarer mod brud på reglerne om danske løn- og arbejdsforhold. Jubelen vil ingen ende tage hos vognmændene i DTL - Dansk Transport og Logistik.
Her kalder direktør Erik Østergaard lempelsen i Østaftalen for et skridt i den rigtige retning og lader via DTL's hjemmeside sine medlemmer blandt danske vognmænd vide, at det nu er muligt at bruge "østchauffører" på danske biler.
Det vil, ifølge DTL, afhjælpe manglen på chauffører i den danske transportbranche, og DTL forventer fleksibel og hurtig behandling af myndighederne, lyder det fra Erik Østergaard.
3F's Transportgruppe undrer sig over arbejdsgivernes melding.
- Vi har kun fået en håndfuld henvendelser til vores afdelinger om mangel på hænder til et rat de seneste måneder, og der er fortsat flere hundrede ledige danske chauffører. Det ville klæde vognmændene at tilbyde dem et job, før glæden flyder over, siger Jørgen Aarestrup Jensen, der er forhandlingssekretær i 3F's Transportgruppe.
Klar advarsel
Transportgruppen i 3F advarer vognmænd, der får lyst til at spekulere i billig arbejdskraft fra Polen, Estland og Litauen.
- Det er ikke meningen med Østaftalen. Det er forsat sådan, at danske arbejdsgivere, der vil bruge arbejdskraft fra Østeuropa, skal betale de nye medarbejdere efter danske overenskomster. Det undrer mig meget, at DTL glemmer denne vigtige oplysning til sine medlemmer, siger Jørgen Aarestrup Jensen.
Han advarer eventuelle sparelystne vognmænd om, at 3F har skærpet opmærksomheden mod brådne kar i vognmandsbranchen.
Senest har de mange sager, 3F har rejst om ulovligt brug af underbetalte østeuropæiske chauffører hos storvognmanden Kim Johansen, bidraget til at så tvivl om hensigterne i vognmandsbranchen.
- Jeg går ud fra, at DTL og de andre vognmandsorganisationer vil gøre alt for at undgå flere af den slags pinlige sager. Og østaftalen indeholder et afsnit om øget fokus på transportbranchen, siger Jørgen Aarestrup Jensen.
Østaftalen indeholder blandt andet en melding til vognmændene om, at Justitsministeriet er i færd med at evaluere politiets indsats mod illegalt arbejde:
"En særlig evaluering af chauffør-området, herunder mulighederne for en skærpet og systematisk kontrol, vil indgå heri", hedder det i Østaftalen.
Aftalen blev vedtaget onsdags af det bredest mulige flertal i Folketinget.