3F dækker dig ved hjemtransport, hvis du bliver syg på ferie i udlandet

1. januar 2008 fjerner regeringen retten til hjemtransport på det gule sygesikringsbevis. Du skal selv sørge for forsikring, da den offentlige rejsesygesikring ikke længere dækker hjemtransport.

Men 3F har lavet en aftale med Alka, der sikrer dig, hvis du er omfattet af den kollektive fritidsulykkesforsikring.
3F og Alka har udvidet dækningen på din ulykkesforsikring, så du og din familie pr. 1. januar 2008 vil være dækket af en hjemtransportforsikring ved akut sygdom eller tilskadekomst i udlandet.

Hvilke rejser dækker forsikringen

Forsikringen dækker ferie - og studierejser i op til 31 dage ude af Danmark. Ved studierejser forstås rejser, hvor sikrede ikke er tilmeldt en uddannelsesinstitution i udlandet.
Forsikringen dækker rejser, der påbegyndes 1. januar 2008 eller senere.
Rejser påbegyndt før 1. januar vil stadig være dækket af den offentlige sygesikring, selvom hjemkomst først foregår efter 1. januar 2008.

Hvem dækker forsikringen

Forsikringen dækker medlemmet og dennes husstand. Ved husstand forstås personer, der er gift med henholdsvis lever i fast parforhold med medlemmet, samt børn og adoptivbørn. Det er en forudsætning, at disse personer er tilmeldt samme helårsadresse på Folkeregisteret som medlemmet.
Desuden dækkes udeboende delebørn af et medlem af husstanden, hvis barnet er under 21 år og rejser sammen med et medlem af husstanden.

Forsikringen erstatter rimelige og nødvendige udgifter i udlandet til:
Hjemtransport til Danmark, med almindeligt transportmiddel, ambulance eller ambulancefly, som følge af akut sygdom eller tilskadekomst under rejsen og den planlagte rejse rejserute ikke kan gennemføres af lægelige årsager eller det planlagte rejseforløb er overskredet af lægelige årsager.

Hvad erstattes

Rimelige og nødvendige udgifter i udlandet til transport til Danmark med almindeligt transportmiddel, ambulance eller ambulancefly samt kontakt til Falck TravelCare.

Hvis du får brug for øjeblikkelig hjælp i udlandet, skal du altid (uanset ugedag og tidspunkt) kontakte
Falck TravelCare på tlf. +45 70 27 14 33.


Det er vigtigt, at du gemmer ovenstående oplysninger, f. eks på din mobiltelefon, så du altid har nummeret, hvis du skulle få brug for det.

Ved hospitalsundersøgelser / -indlæggelser er det vigtigt, at du hurtigst muligt kontakte Falck TravelCare på tlf. +45 70 27 14 33.

Undlad at skrive under på erklæringer, formularer m.v. før du har været i kontakt med Falck TravelCare.