Giftstoffer fundet i Økonomi- og Erhvervsministeriet

Økonomi- og Erhvervsministeriets bygning ramt af PCB-fund. Samme ministerium har i årevis forhalet en PCB-undersøgelse.

Ironisk nok har Økonomi - og Erhvervsministeriet selv forhalet en landsdækkende PCB undersøgelse siden 2008.Ironisk nok har Økonomi - og Erhvervsministeriet selv forhalet en landsdækkende PCB undersøgelse siden 2008.

Det farlige giftstof PCB er fundet i Erhvervs- og Økonomiministeriets bygning på Slotsholmen 12 i København. Det afslører dokumenter, som Fagbladet 3F er kommet i besiddelse af.

Dokumenterne viser, at man i august 2010 målte op til fire gange højere PCB-værdier i bygningen end den anbefalede grænseværdi.

I et mødenotat står der blandt andet: (...) alle 8 målinger viste en overskridelse, nogle steder markant.

På et stormøde 23. september 2010 blev medarbejdere fra hele Slotsholmen orienteret om de farlige fund. Men alligevel er medarbejderne forståeligt nok chokerede.

Blandt andet kan man læse i en intern mail mellem en embedslæge og en ledende medarbejder i ministeriet:

- Generelt har 'nyheden' om PCB i bygningen desværre skabt mere bekymring, end vi frygtede.

Bange medarbejdere

I ministeriet er man nu gået i gang med at tage hånd om PCB-problemerne.

- Vi har bedt Slots- og Ejendomsstyrelsen, der ejer bygningerne, om at udarbejde en handlingsplan, der skal nedbringe mængden af PCB i luften, siger HR-chef i Økonomi- og Erhvervsministeriet, Henrik Vagner.

Kan du forstå, at medarbejderne er bange for PCB-fundet?

- Det er klart, at medarbejderne har været bekymrede over PCB-målingerne. Vi har haft embedslægen på besøg for at forklare, hvor farligt PCB er. Men også for at berolige medarbejderne. Vores PCB fund ligger ikke i akut-kategorien, men vi tager det selvfølgelig meget alvorligt, siger Henrik Vagner.

Ministeriet har forhalet PCB-undersøgelse

Ironisk nok har Økonomi- og Erhvervsministeriet været en del af en arbejdsgruppe, der i flere år har været med til at forhale en undersøgelse, som skulle kortlægge omfanget af PCB i Danmark.

Som Fagbladet 3F har afsløret, vedtog arbejdsgruppen allerede i 2008, at en landsdækkende undersøgelse af PCB skulle gennemføres. Men siden er intet sket.

Ingen af de fem ministerier, der sidder i arbejdsgruppen, ønsker at betale for en national PCB screening til 2,9 millioner kroner.

Læs notatet

Læs notatet