For få penge til uddannelse af unge

Ros fra 3F til ny lov om erhvervsuddannelser, men samtidig advarsel om, at der er afsat alt for få penge til at sikre de gode intentioner, der skal skaffe flere unge i uddannelse.

3F's forbundssekretær Per Christensen fremhæver, at flere praktikpladser er en af de store udfordringer i forbindelse med uddannelsesgarantien.3F's forbundssekretær Per Christensen fremhæver, at flere praktikpladser er en af de store udfordringer i forbindelse med uddannelsesgarantien.

Der er pæne ord fra 3F til et omfattende forslag om ændring af lov om erhvervsuddannelser. Men 3F advarer samtidig om, at der er afsat alt for få penge til at få de gode intentioner og forslag ført ud i livet.

Forslaget fremsættes i denne uge af undervisningsminister Bertel Haarder (V). Ændringerne skal være med til at sikre regeringens målsætning om, at 95 procent af de unge i 2015 skal gennemføre en ungdomsuddannelse.

Sidder på pengekassen

Regeringen og forligspartierne blev ved Velfærdsforliget i sommer enige om at afsætte ekstra penge til erhvervsuddannelserne, men 3F's forbundssekretær Per Christensen advarer mod at tro, at det er nok.

- En stor del af pengene skal bruges, alene fordi der kommer flere unge. Det vigtigste er, at uddannelsernes kvalitet skal forbedres, men vi tror ikke på, at de 150 millioner kr. i år og 300 millioner kr. i de efterfølgende år, der er afsat, er nok. De gode intentioner skulle nødigt lide skibbrud, fordi finansministeren sidder for tungt på pengekassen, siger han.

Lav et nyt regnestykke

3F råder politikerne i Folketinget til hurtigt at få lavet de nødvendige regnestykker, som viser, hvad det reelt kræver at gennemføre alt det gode og fornuftige, der ligger i lovforslaget og så få fundet nogle flere penge - der er udsigt til stor mangel på faglærte i 2015.

Per Christensen peger på, at det også koster penge at rette op på fortidens synder.

- Blandt andet har nogle skoler skåret for meget ned i undervisningstimerne - af økonomiske årsager. En række arbejdsgiverorganisationer kræver, at eleverne får den undervisning de har krav på. Det støtter 3F. Vi bryder os ikke om at høre om "lærerfri" undervisning og store klassekvotienter. Det er ikke, hvad vi forstår ved kvalitet i undervisningen, siger han.

Garanti på plads

3F har været med til at fremsætte forslag gennem Udvalget til Fremtidssikring af Erhvervsuddannelserne. Et af de store fingeraftryk er, at de unge, der begynder på en erhvervsuddannelse nu får garanti for at kunne gøre den færdig.

- Ikke nødvendigvis ønskeuddannelsen, men dog en uddannelse inden for det område, den unge har valgt. Også selv om de ikke kan finde en praktikplads. Uddannelsen kan så gøres færdig i skolepraktik, siger Per Christensen.

Straffer dovne arbejdsgivere

Per Christensen fremhæver, at flere praktikpladser er en af de store udfordringer i forbindelse med uddannelsesgarantien.

- Vi er glade for, at Bertel Haarder har lyttet til vores råd, så regeringen er parat til at bruge den tilskudsmodel 3F er varm fortaler for: De arbejdsgivere, der ikke opretter praktikpladser, betaler til dem, der gør.

Støtter tosprogede

Lovforslaget indeholder også forslag, der skal mindske det store frafald på erhvervsuddannelserne - blandt andet for unge flygtninge/indvandrere, der er hårdt ramt.

Lovforslaget indebærer mere efteruddannelse af lærere og mentorordninger, både på erhvervsskolerne og i folkeskolen. Det vil på et tidligt tidspunkt blive muligt at knytte en voksen mentor til unge med særlig stor risiko for frafald.

Særlig hjælp til de udsatte

Per Christensen kalder det et stort skridt i den rigtige retning, når skolerne nu også bliver pålagt at tage ekstra hensyn med specielle forløb for unge med særlige behov. For eksempel bogligt svage unge eller flygtninge/indvandrere, der har behov for et længere og mere struktureret forløb.

- Det vigtigste er, at de møder uddannelsens praktiske fag langt tidligere end i dag. Samtidig er det vigtigt, at vi holder fast i, at de danske erhvervsuddannelser er verdens bedste og at de hvert år uddanner mange dygtige håndværkere. Kunsten bliver at fastholde alle de gode elementer i uddannelserne og samtidig skabe rummelighed, så vi får flere af de unge med, siger han.