Venstre: 3F har fat i den lange ende

3F's medlemmer har fat i den lange ende, når de fravælger jobcentrene, mener Venstres beskæftigelsesordfører.

Medlemmerne af 3FA foretrækker, at det er a-kassen og fagforeningen, der hjælper dem i tilfælde af ledighed. De har fat i den lange ende, siger Venstre. (Foto: Arkiv)Medlemmerne af 3FA foretrækker, at det er a-kassen og fagforeningen, der hjælper dem i tilfælde af ledighed. De har fat i den lange ende, siger Venstre. (Foto: Arkiv)

- Jeg synes absolut, at 3F og medlemmerne har fat i den lange ende, når de vil have for eksempel a-kassen til at stå for beskæftigelsesindsatsen.

Det siger Venstres beskæftigelsesordfører Hans Andersen til Fagbladet 3F.

Udtalelsen kommer efter en undersøgelse, som Analyse Danmark har foretaget blandt knap 2.000 3F-medlemmer, der viser, at medlemmerne foretrækker, at det er a-kassen og fagforeningen, der skal hjælpe dem, hvis de bliver ledige, frem for jobcentre og private aktører. Undersøgelsen blev omtalt i Fagbladet 3F torsdag.

Ledige fortjener den bedste hjælp

Venstre har tidligere luftet tanker om, at jobklare ledige selv skal kunne vælge, hvem der skal hjælpe dem i arbejde.

Ifølge Hans Andersen fortjener de ledige at få den hjælp, der virker bedst. Hvis det er i a-kassen eller hos en anden privat aktør, skal de have mulighed for at vælge det.

- Jobcentrene har en opgave foran sig med at komme tættere på virksomhederne. Men hvis a-kasserne allerede har den kontakt og bedre kan hjælpe ledige til beskæftigelse, er det oplagt at vælge a-kasserne. Derfor har Venstre også foreslået, at de arbejdsmarkedsparate ledige frit skal kunne vælge, om deres jobsøgning skal forankres hos jobcentre, a-kasser eller en helt tredje aktør, siger Hans Andersen.

3FA's undersøgelse viste, at seks ud af 10 medlemmer helst vil have, at deres a-kasse og fagforening skal stå for beskæftigelsesindsatsen.