Overenskomst gælder for alle i fleksjob

Fleksjobbere har krav på feriepenge og pension, selv om arbejdet ikke er dækket af en overenskomst.

Fleksjobbere på virksomheder uden overenskomst har krav på løn- og arbejdsvilkår svarende til sammenlignelige arbejdspladser med overenskomst.

Det har Vestre Landsret fastslået i en sag, HK havde rejst.

Ifølge loven er fleksjobbere som udgangspunkt dækket af den overenskomst, der gælder på området.

Denne regel kan dog fraviges via en individuel aftale mellem arbejdsgiveren og fleksjobberen.

Det mente arbejdsgiveren også var tilfældet i den konkrete sag. Men han skulle selv bevise det, og det kunne han ikke.

Derfor tilkendte landsretten HK'eren pension og feriepenge i forhold til den gældende overenskomst.