Bud-chef sur efter dødsulykke: uretfærdig bøde

Chefen for budfirmaet Nordtrans mener, at det er uretfærdigt, at firmaet fik 1.000 kroner i bøde for at låne ulovlig knallert ud til bud, der blev kørt ihjel.

Vi ser ikke på det som en arbejdsulykke. Det var et trafikuheld.

Sådan udlægger arbejdsgiver Peter Dahl fra budfirmaet Nordtrans ansvaret for ulykken, der sidste år kostede firmaets polske bud livet.

- Han kunne lige så vel have været på vej til købmanden. Gisningerne fra politiet er jo, at han er fortsat ud i krydset uden at stoppe. Og så er nattens ene lastbil desværre kommet, siger Peter Dahl.

Nordtrans måtte betale en bøde på 1.000 kroner for at udlåne en budknallert med defekte forbremser og ulovlig konstruktion, der gav ekstra fart. Men det var ifølge firmaet uden betydning for ulykken, og Peter Dahl kalder bøden uretfærdig.

- Jeg har ikke mulighed for at tjekke alle køretøjer hver nat. Jeg er jo ikke en synshal og kan kun reagere, hvis nogen siger, der er noget galt. Derfor er jeg ret sur over bøden, forklarer Peter Dahl.

Han afviser, at nogen af de polske bude havde klaget over bremserne. Knallerten var ny og havde været på værksted ugen før ulykken, og Nordtrans afviser defekte bremser som forklaring på ulykken.

- Jeg ved, at vi ikke har sløset med sikkerheden. Vi ville aldrig acceptere en knallert, som ikke kan bremse, uddyber han.

Avistasker på 30 kilo

Ifølge Peter Dahl skyldes bøden først og fremmest, at knallerten var fikset og kunne køre for hurtigt.

- Vi har ikke så meget opsyn med knallerterne. De går meget på omgang. Så jeg ved ikke, hvem der har pillet ved den, siger Peter Dahl, der oplyser, at værkstedet fører knallerter, der er pillet ved, tilbage til oprindelig stand.

Han forklarer desuden, at budenes tasker med aviser vejer omkring 30 kilo. Og at det ikke er alle bude, der følger instruktionen om at læsse hensigtsmæssigt. Nogle bude kører med flere aviser, der kan betyde ekstra slid på bremserne.

- Jo flere aviser, du kan have med, jo færre gange skal du tilbage og fylde på. Det er svøben ved sikkerhed kontra akkord. Men jeg er ret sikker på, at han kun havde 35 kilo med. Det var mit indtryk, at Daniel og hans to kolleger havde godt styr på det, siger Peter Dahl.

Arbejdsgiverens ansvar

Miljøkonsulent i 3F, Palle Larsen, siger, at det er helt ude i hampen, at en virksomhed kan slippe så let fra sit ansvar.

- Det er arbejdsgiverens ansvar, at de hjælpemidler, der skal anvendes, er i forsvarlig sikkerhedsmæssig stand. I princippet skal han sikre sig, at alt er i orden, inden han udleverer køretøjet til sine medarbejdere. Det er hans tilsynspligt, og det har han ganske enkelt ikke levet op til, siger Palle Larsen.

Jeg har ikke mulighed for at tjekke alle køretøjer hver nat. Jeg er jo ikke en synshal.

Peter Dahl, chef for budfirmaet Nordtrans