Bryllupskokke træner til OL
30 stjernekokke skal lave mad til deres protektor - Prins Joachim. Men hvem det er, er en dyb hemmelighed.
Lørdagens brudgom er protektor for Kokkelandsholdet, der står for menuen til det royale bryllup. (Privatfoto.) Her til morgen har et helt landshold af kokke indtaget Møgeltønder. I alt 30 af landets ypperste gastronomer og unge talenter skal bespise den kommende Prinsesse Marie, Prins Joachim og alle de royale gæster ved lørdagens bryllup.
- Lad mig sige det sådan: Det har ikke været svært at motivere kokkene til at være med, siger Per Mandrup. Han er team manager for Kokkelandsholdet, som har fået til opgave at lave bryllupsmenuen til holdets protektor, H.K.H. Prins Joachim.
Hvem nøjagtigt der skal til brostensbelagte Møgeltønder, er lige så stor en hemmelighed som bryllupsmenuen. For når Hofmarskallatet er arbejdsgiver, kræves der stort set total tavshed om alt, ingen interviews til pressen, ingen fotos, ingen mobiltelefoner. Alle skal også tjekkes af Politiets Efterretningstjeneste.
Til OL i Tyskland
Kokkelandsholdet er en forening, hvor en lang række af landets bedste senior- og juniorkokke er samlet. I oktober i år skal holdet dyste med kolleger fra cirka 40 andre lande i kokke-OL i Erfurt i Tyskland.
- Brylluppet er derfor en udmærket lejlighed for os til at få trænet samarbejdsrelationer, inden vi skal til OL, og kokkene er selvfølgelig meget tændte på opgaven, siger Per Mandrup, der i det daglige er ansvarlig for driften af Henne Kirkeby Kro.
Arbejdet med festens store clou - bryllupskagen - er også lagt i hænderne på landsholdet. Ifølge oplysninger til Nyhedsbrevet 3F skal det praktiske foregå på Hotel- og Restaurationsskolen i Silkeborg. På skolen ønsker ingen dog at af- eller bekræfte opgaven.
3F med
Kokkelandsholdet eksisterer ved hjælp af medlemskaber og sponsormidler.
Det daværende Restaurationsbranchens Forbund (RBF) har været med fra starten. Og i dag er 3F involveret i Kokkelandsholdet via Team Gastronomi Danmark.
- Team Gastronomi Danmark er en slags kokkenes og tjenernes Team Danmark. Teamet støtter blandt andet diverse konkurrencer som for eksempel landsholdets deltagelse i OL til efteråret, fortæller tidligere RBF-formand Preben Rasmussen, der er formand for Team Gastronomi.
På det seneste har Fødevareministeriet støttet teamet med 250.000 kroner.