Vildt job blandt søde dyrebørn

Fotogalleri: De er vilde med dyr, og så er de som en stor familie. Dyrepasserne i Odense Zoo er enige om, at deres arbejde er et drømmejob.

  • Dyrepasser Sandie Nielsen føler, at det er hendes egne dyr, hun passer. - Man får et stærkt forhold til dem, når man passer dem hver dag, fortæller hun. Foto: Morten Schärfe
  • Den lille abeunge holder godt fast på sin mor. Den er kun få dage gammel og lever udelukkende af sin mors mælk. Foto: Morten Schärfe
  • Den stribede tapirunge Miguel er kun et halvt år gammel. Her er han sammen med dyrepasserne Henrik Carlsen og Sandie Nielsen. Foto: Morten Schärfe
  • - Det er udfordrende at træne dyrene og få dem til at trives, siger dyrepasser Sandie Nielsen. Foto: Morten Schärfe
  • Det er ikke kun arbejdet med dyrene, der er udbytterigt for de ansatte i Odense Zoo. Det tætte forhold til kollegerne spiller også en stor rolle. Foto: Morten Schärfe
  • Dyrepasser Sandie Nielsen har arbejdet i Odense Zoo siden 2001. - Jeg glæder mig altid til at komme på arbejde, når jeg vågner om morgenen, smiler hun. Foto: Morten Schärfe

Nino gnider sig kælent op af Henriks ben. Dyrepasseren klapper hende kærligt, mens han kalder på hendes unge.

- Migueeel. Kom så, Miguel.

Den stribede tapirunge svarer med et lille snøft. Han kommer forsigtigt trippende, mens han hele tiden sørger for at holde sig i tryg nærhed af sin mor.

Tapirfar Hannibal trisser rundt for sig selv. Det kølige danske vejr har gjort ham snottet.

Det er dyrepasserne selv, der navngiver dyrene. Nogle er opkaldt efter dyrepassernes egne familiemedlemmer.

Henrik Carlsen er dyrepasser på ottende år i Odense Zoo og kunne ikke forestille sig en bedre arbejdsplads.

- De skal bære mig ud herfra, siger han.

Sammen til Tenerife

Efter at Odense Zoo fik sin nuværende direktør, Henrik Lehmann Andersen, er der sket meget på arbejdspladsen.

- Da Henrik startede, turde vi næsten ikke tage forandringerne for gode varer. Han får os til at engagere os, så vi føler et ansvar og en respekt for det, vi laver. Så får man lyst til at give noget tilbage, siger Sandie Nielsen. Hun er dyrepasser og har haft sin daglige gang i Odense Zoo siden 2001.

Sandie Nielsen har netop været på studietur på Tenerife sammen med sine kolleger. Erfaringerne herfra skal være med til at gøre Odense Zoo til en endnu bedre have for dyr, medarbejdere og gæster.

- Det var godt at være sammen med kollegerne under nye former. De er blevet som min anden familie, siger Sandie Nielsen.

Til frokost med pingvinerne

- Hej heeej, kalder Sandie Nielsen, idet hun træder ind i pingvinernes anlæg. Det er frokosttid hos dyrene.

Små hæse pip og lyden af trippende fødder kommer hende i møde, endnu før hun kan se dem.

Kongepingviner, æselpingviner og springpingviner stimler sammen for at se, hvad der er af godter i spanden i dag. De kender Sandie, for hun har passet dem i fem år, og hun elsker sit arbejde.

- Der er noget magisk over dyr, der lever i vand. De er så kluntede på land, men så fantastisk yndefulde når de kommer ned i vandet, siger Sandie Nielsen.

Hun lader sig ikke mærke af, at temperaturen er som i et køleskab og lugten stram af fisk.

Et kærlighedsforhold

Den tyste vinterstemning i pingvinanlægget forstyrres kun af enkelte eksotiske pingvinbrøl, der mest af alt lyder som et gammeldags båthorn. Ellers høres kun den konstante hvislen af kunstig is, der løber ned af strategisk placerede slisker.

- Jeg føler, at det er mine egne dyr. Man får et stærkt forhold til dem, når man passer dem hver dag. Det er selvfølgelig trist, når de dør, men sådan er livet jo, siger Sandie Nielsen, mens hun kærligt betragter pingvinerne.

- Det er udfordrende at træne dyrene og få dem til at trives. Der er altid noget nyt at lære. Jeg glæder mig altid til at komme på arbejde, når jeg vågner om morgenen, smiler hun.

Læs hele artiklen i Fagbladet nummer 9.

5 om Odense Zoo

1. Zoo i Odense har eksisteret siden 1930 og kan altså fejre 80-års-fødselsdag i år.

2. Det er den mest besøgte zoologiske have i Danmark uden for København med over 400.000 besøgende hvert år.

3. Kåret som Danmarks bedste læreplads i 2009.

4. Der er 158 ansatte. Herunder 16 dyrepassere og 4 dyrepasser-elever.

5. Særligt kendt for sine søkøer.