3F'ere ikke aktiveret til tiden
Hver tredje ledige 3F'er mellem 30 og 59 år bliver ikke aktiveret til tiden. Det er et lovbrud. Og ifølge 3F et udtryk for, at kommunerne ikke kan løfte opgaven.
Hver tredje dagpengeberettigede 3F'er bliver ikke aktiveret til tiden. Det er et lovbrud, men beskæftigelsesminister Inger Støjberg mener, at det tager tid for administrationen at følge med. Ikke godt nok, mener 3F. (Arkivfoto.) Hver tredje dagpengeberettigede 3F'er mellem 30 og 59 år bliver ikke aktiveret til tiden. Det viser tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Og det er et brud på ny lovgivning. Efter maksimalt 39 ugers ledighed har dagpengemodtagere over 30 år 'ret og pligt' til at blive aktiveret.
- Det er utvivlsomt en farlig konsekvens for en hel del ikke at blive aktiveret til tiden. Vores samfund og arbejdsmarked er sådan indrettet, at det kan være psykisk hårdt at stå udenfor, siger arbejdsmarkedsforsker Frederik Thuesen fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.
Forringet service
Forbundssekretær i 3F Per Christensen ligger på linje med arbejdsmarkedsforskeren.
- Vi risikerer, at gode folk kommer for langt væk fra arbejdsmarkedet. Jobcentret har en forpligtelse til at sikre, at den arbejdsløse holder kontakt til arbejdsmarkedet. Det har en pligt til at fastholde og udvikle sine kompetencer, så man er klar til at gå i arbejde, når der er et. Den service forringes, hvis der ikke gives tilbud til tiden, siger Per Christensen.
Haft tid nok
Beskæftigelsesminister Inger Støjberg har i forbindelse med lovbruddet tidligere udtalt, at det tager tid at få det administrative på plads, så dagpengemodtagere vil blive aktiveret til tiden.
Men det er ifølge Per Christensen ikke godt nok.
- Det her er konsekvensen af omlægningen af beskæftigelsespolitikken. Det skete på et uheldigt tidspunkt og uden noget sagligt belæg for, at de kommunale jobcentre kunne løfte opgaven. De har jo kendt til de nye regler i lang tid, så man skulle mene, at de har haft god tid til at forberede sig, siger han.