Støjberg ind i sag om fyringer i jobcentre

Socialdemokraterne og SF drager beskæftigelsesministeren ind i sag om fyringer i jobcentrene.

Socialdemokraterne  og SF drager beskæftigelsesministeren ind i sag om fyringer i jobcentreneSocialdemokraterne og SF drager beskæftigelsesministeren ind i sag om fyringer i jobcentrene

Hvad vil beskæftigelsesminister Inger Støbjerg (V) gøre ved flere jobcentres fyringer af personale?

Socialdemokraterne og SF beder nu ministeren om at forholde sig til sagen, der blev omtalt i Nyhedsbrevet 3F fredag.

Ifølge artiklen skal der ske - eller er sket - fyringer i jobcentrene i Esbjerg, Sønderborg, Frederikshavn og Viborg. Fællestillidsmand for de 5.000 HK'ere ansat i landets jobcentre Christian Grønnemark gav udtryk for bekymring for, at det kan ske i andre kommuner også, og at det kan gå ud hjælpen til de ledige.
Carsten Hansen, Socialdemokraternes gruppeformand, deler bekymringen.

- Jeg er temmelig forarget over, at det sker, samtidig med at ledigheden stiger. Men vi havde jo forudset, at noget sådant kunne ske, da man overlod opgaven til kommunerne. Nu sker der en sammenblanding af jobcentrenes økonomi med den øvrige økonomi i kommunerne, og da kommunerne er hårdt ramte økonomisk, går det også ud over jobcentrene, siger Carsten Hansen.

Han kalder det “helt urimeligt”, hvis kommunernes trængte økonomi kommer til at gå ud over de ledige.

Også SF's arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersen har rejst spørgsmål til ministeren.

- I SF mener vi, at regeringen holder kommunerne i et økonomisk jerngreb, som er alt for stramt. Det er grotesk, at der fyres jobcentermedarbejdere samtidig med, at arbejdsløsheden stiger voldsomt. Med mindre personale er der stor risiko for, at arbejdsløse kommer i dårligere aktivering eller får senere job, end det ellers ville være sket, siger Eigil Andersen.