Unge rykker fra grunduddannelser til almindelige uddannelser
Flere end hver syvende elev springer fra erhvervsgrunduddannelsen til en almindelig erhvervsuddannelse, viser en ny undersøgelse.
Godt hver syvende elev på erhvervsgrunduddannelsen (egu) skifter til en almindelig ungdomsuddannelse. Det viser en undersøgelse, der er gennemført blandt landets egu-ledere, skriver Politiken.
Egu er en særligt individuelt tilrettelagt ungdomsuddannelse, der er rettet mod unge, som har svært ved at klare en almindelig uddannelse f.eks. på en erhvervsskole. Et forløb varer normalt to år, men kan forlænges til tre år.
Uddannelsen er et af midlerne til at nå målsætningen om, at 95 procent af alle unge i 2015 skal gennemføre en ungdomsuddannelse.
Ifølge undersøgelsen, som Rambøll har gennemført, er 133 elever af de 819, der startede på en erhvervsgrunduddannelse, skiftet til andre uddannelser.
Der er netop i forbindelse med kampagnen "Sæt skub i egu" afsat ni millioner kroner til at øge antallet af nye egu-forløb fra 800 til 1.200 om året. Ifølge undervisningsminister Bertel Haarder (V) er målet 3.000 egu-forløb i 2015.
Læs mere om egu på adresserne http://www.ug.dk/Uddannelse.aspx?article_id=udb-erhvervsgrundudd og http://www.uvm.dk/~/media/Files/Aktuelt/Ugenyt09/05%206%20februar%202009...