Stop for plat på danske arbejdspladser

Flertal uden om regeringen for initiativer, der skal forhindre den værste udnyttelse af udenlandsk arbejdskraft og gøre politiets kontrol mere effektiv.

Lettiske arbejdere uden arbejdstilladelse renoverede villa på Amager. Med ryggen til  faglig sekretær i 3F Henrik Blaabjerg. (Helmer Larsen)Lettiske arbejdere uden arbejdstilladelse renoverede villa på Amager. Med ryggen til faglig sekretær i 3F Henrik Blaabjerg. (Helmer Larsen)

Der skal sættes solide propper i de huller, som efter EU-udvidelsen benyttes til at dumpe lønnen på danske arbejdspladser.

Det mener et flertal i det afgående folketing.

- De første ni måneder efter EU-udvidelsen har givet konkrete eksempler på, at arbejdsgivere, det være sig danske eller udenlandske, udnytter underbetalt arbejdskraft fra de nye EU-lande. Det vil på sigt ødelægge det danske arbejdsmarked og skal stoppes, siger Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører Jan Petersen.

Partiet har derfor udarbejdet en plan for, hvad man kalder "lov og orden på det danske arbejdsmarked".

- Regeringens indsats for at sikre overholdelse af dansk lovgivning på arbejdsmarkedet har været slap og mangler konsekvens. Der er ikke sammenhæng mellem ord og handling, siger Jan Petersen.

Han medgiver, at der er taget et skridt i den rigtige retning med den særlige manual, som Beskæftigelsesministeriet præsenterede kort før jul.

- Det er godt. Men det er ikke godt nok, fordi der mangler redskaber til at gøre kontrollen mere effektiv, siger han.

Ansættelsesbevis straks

Især to nye initiativer skal ifølge Socialdemokraterne lukke hullerne. For det første skal der indføres krav om ansættelsesbevis fra ansættelsens første dag. I dag kræves det først efter en måned. For det andet skal arbejdsgivere, der beskæftiger udstationeret udenlandsk arbejdskraft, sikre dels registrering hos offentlige myndigheder af udstationerede medarbejdere dels at udstationeringen sker på lovlige vilkår.

Socialdemokraterne og SF har længe kørt parløb for at forhindre plat og svindel på arbejdsmarkedet.

SF's arbejdsmarkedsordfører Ole Sohn ser også ansættelsesbevis fra dag ét og registrering af udenlandske virksomheder fra udstationeringens første dag som nødvendige tiltag.

- Det er enkle og ikke engang særligt skrappe midler, som nemt lader sig indføre, mener han.

- Alle medarbejdere, udstationerede såvel som danske, skal have et ansættelsesbevis fra den dag, et ansættelsesforhold indledes, og det skal på forlangende fremvises for offentlige myndigheder. Det vil gøre kontrol fra Told og Skat og politi enkel og forhåbentlig også effektiv, og det vil samtidig være en beskyttelse af den enkelte udstationerede medarbejder, siger Ole Sohn.

DF og Enhedslisten støtter

Dansk Folkeparti kan støtte begge initiativer.

- Vi vil bestemt ikke klandre socialdemokraterne for at være blevet klogere. Vi sagde allerede før EU-udvidelsen, at der var brug for en stærkere kontrol, så vi hilser de nye initiativer velkommen, siger partiets arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted.

Enhedslisten støtter forslaget om ansættelsesbevis fra første dag, men ønsker i øvrigt at gå endnu længere. Folketingskandidat Jørgen Arbo-Bæhr oplyser, at listen foreslår, at betingelsen for at arbejde i Danmark - også for udstationerede arbejdere - er en arbejdstilladelse på overenskomstmæssige vilkår. Desuden skal offentlige myndigheder forpligtes til at orientere de faglige organisationer om udstedte arbejdstilladelser og om eventuelle uregelmæssigheder ved kontrol på arbejdspladserne.