DF og K tilfreds med trepartsaftale
Dansk Folkepartis finansordfører, Kristian Thulesen Dahl, er godt tilfreds med den trepartsaftale som søndag eftermiddag blev indgået mellem regeringen, kommunerne, regionerne, Akademikernes Centralorganisation og LO.
Han ser trepartsaftalen og enigheden om kommunernes og regionernes økonomi som vigtige bidrag til den samlede aftale om en kvalitetsreform for den offentlige sektor, som vi skal forhandles til efteråret.
- For Dansk Folkeparti har det været meget vigtigt, at der bliver lagt en klar strategi for, hvordan vi gør det mere attraktivt at arbejde i den offentlige sektor særligt i pleje- og sundhedssektoren, hvor visse eksperter varsler mangel på arbejdskraft i de kommende år. Det synes jeg denne aftale imødekommer, siger Kristian Thulesen Dahl.
Han mener, at det langstrakte forhandlingsforløb antyder, at alle parter har vist vilje til at strække sig vidt for at nå til enighed.
- Jeg noterer mig med glæde, at aftalen betyder flere pladser på social- og sundhedsuddannelserne og en autorisation af social- og sundhedsassistenternes uddannelse. Jeg er sikker på, at fremskridtene her vil betyde en større interesse for fagene blandt de unge, siger Kristian Thulesen Dahl.
Den konservative partiformand, økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen, er ligeledes glad for, at der nu ligger en aftale, som danner et godt og vigtigt bidrag til at løfte kvaliteten af den offentlige service.
- Det er vigtigt at vi har attraktive arbejdspladser både i den private og offentlige sektor. Aftalen bidrager til at vi får givet et kompetenceløft til medarbejdere og skaber bedre muligheder for at rekruttere og fastholde medarbejdere samt skabt fokus på ledelse, siger Bendt Bendtsen.