Ryginvalide Karsten ladt i stikken
Sygedagpenge:
Efter to rygoperationer er Karsten Paulsen ude af stand til at arbejde. Hos Fredericia Kommune er der ingen hjælp at hente, selv om lægerne har erklæret ham invalid.
- Hvis ikke du bliver kørt helt ned på grund af smerter, så skal kommunen nok hjælpe dig til at komme ned at ligge, siger Karsten Paulsen. (Foto: Jesper Dall) 49-årige Karsten Paulsen har knoklet, siden han gik ud af 7. klasse. Det er blevet til hårde job på blandt andet en fiskefabrik og senest på Rexam, der laver dåser til øl og sodavand.
Det har sat sig sine spor: For ni år siden blev han opereret for diskusprolaps. Og sidste år fik han endnu en rygoperation. Han er på morfin hver dag. Han sover dårligt. Og har svært ved at komme ud af sengen om morgenen.
- Det føles som en kniv, der stikker ind i ryggen på mig, siger Karsten Paulsen, når han skal beskrive sine smerter.
Kørt helt ned
Fredericia Kommune har ikke været til megen hjælp. Kommunen har stoppet hans sygedagpenge og har hverken bevilget Karsten Paulsen førtidspension eller fleksjob. Og han kan ikke få kontanthjælp.
- Hvis ikke du bliver kørt helt ned på grund af smerter, så skal kommunen nok hjælpe dig til at komme ned at ligge, siger Karsten Paulsen.
Til gengæld har to forsikringsselskaber anerkendt, at Karsten Paulsen er så nedslidt, at han har under en tredjedel erhvervsevne tilbage.
I alt får han over to millioner kroner i invalidepension fra Industriens Pension og TopDanmark. De bliver løbende udbetalt over de næste mange år.
- Det luner selvfølgelig rigtigt meget, når kommunen nu er så tung at danse med, siger Karsten Paulsen.
3F: Grotesk
Karsten Paulsen og 3F har klaget over Fredericia Kommunes afgørelse. Det sker, fordi Fredericia Kommunes lægekonsulent har underkendt to læger, der vurderer Karsten Paulsens helbred som meget ringere.
- Det er grotesk, at lægekonsulenten nærmest har gudestatus. Han har aldrig set Karsten og kender ikke hans tilstand, siger Evy Schmidt, faglig sekretær i 3F Fredericia.