Østjyske postbude i lønstrejke
Skiftet til Industriens Overenskomst volder vanskeligheder i Post Danmark, som har svært ved at få de lokale lønaftaler i hus.
Beboerne i omegnen af Vejle og Horsens måtte undvære posten onsdag, da postarbejderne nedlagde arbejdet i protest mod forløbet af de lokale lønforhandlinger. (Arkivfoto.) Beboerne i omegnen af Vejle og Horsens måtte undvære posten onsdag, da postarbejderne nedlagde arbejdet i protest mod forløbet af de lokale lønforhandlinger.
Strejken begyndte mandag i Vejle og bredte sig tirsdag til byerne Hedensted, Juelsminde, Horsens og Brædstrup. Den opfattes som et signal til Post Danmarks ledelse i Syd- og Sønderjylland, idet det på forhånd er aftalt, at forhandlingerne genoptages på fredag.
Med overenskomstaftalen tidligere i år blev postarbejderne omfattet af Industriens Overenskomst, og dermed skal deres løn forhandles lokalt som på andre industrivirksomheder.
Ifølge Heinz Dahl, der er fællestillidsrepræsentant, er postarbejderne blevet tilbudt 3,50 kroner mere i timen - foruden et omdelingstillæg på én krone, der er aftalt i selve overenskomsten. Det er mindre, end der er givet generelt, men også mindre end postarbejdere har fået andre steder i landet.
Ifølge 3f.dk's oplysninger er der indgået aftaler for postarbejderne i Vestjylland, Nordjylland og dele af Nordsjælland. Og der er alle steder aftalt lønstigninger i omegnen af fem kroner i timen, hvis man vel at mærke har været ansat i mindst et halvt år.
I postområde Frederiksborg har man således aftalt, at alle får en lønstigning på 2,30 kroner i timen, mens der er 2,70 kroner ekstra, hvis man har været ansat et halvt år.
- Post Danmark er meget forhippet på at give så meget så muligt til de fastansatte. Men for os har det været vigtigt at være solidariske, og vores førsteprioritet var, at basislønnen skulle stige så meget som muligt, siger Tommy Rasmussen, der er fællestillidsrepræsentant i området.
I alt forhandles løn for cirka 16.000 postarbejdere - heraf cirka 10.000 fastansatte. Resten er deltidsansatte og lørdagsafløsere.
De tidligere tjenestemænd, som i dag er overenskomstansatte på særlige vilkår, er ikke omfattet af de lokale lønforhandlinger. De har bevaret deres gamle system, hvor lønnen aftales i overenskomsten.