Polske chauffører i danske biler
Der bliver kørt flere og flere danske varer over grænsen sydpå, men det bliver sjældnere og sjældnere i dansk-indregistrerede lastbiler med danske chauffører bag rattet.
De danske eksportvognmænd har i stor stil udflaget deres biler, så de kører på tyske eller andre EU-nummerplader. Og samtidig har de ansat polske, tyske eller russiske chauffører.
Det er nemlig langt billigere for vognmændene, lyder forklaringen fra fagforeningen 3F i Aabenraa, der ikke har mulighed for at gøre noget, hvis chaufføren bor syd for grænsen og arbejder i en danskejet lastbil, der kører på EU-nummerplader.
- Når der bliver flere udenlandske chauffører ansat af de danske vognmænd, skyldes det konkurrencen. Hvis chaufføren ansættes på en lastbil med udenlandske nummerplader, sker det typisk til 12-13.000 kroner om måneden. En dansk eksportchauffør aflønnes normalt med 35-40.000 kroner, siger 3F-ansvarlig for transportområdet i Aabenraa, Jørgen Christensen, ifølge DR.dk.
Brancheorganisationen International Transport Danmark bekræfter, at langt færre danske chauffører er beskæftiget i transportbranchen, når det handler om eksportkørsel. I dag har kun hver fjerde lastbil danske nummerplader.
3F vurderer, at 60-75 procent af chaufførerne - selv på de dansk indregistrerede lastbiler - i dag er udenlandske.