Markant flere ulykker blandt udenlandske arbejdere
Ulykker:
Udlændinge lever et farligt liv på danske arbejdspladser. Antallet af ulykker blandt udenlandske arbejdere er markant højere end gennemsnittet, viser en ny opgørelse fra Arbejdstilsynet.
Udlændinge har markant flere arbejdsulykker end danske statsborgere. Polakker, tyskere og tyrkere kommer ofte til skade på danske arbejdspladser.
Det viser tal i en ny rapport fra Arbejdstilsynet. Rapporten kortlægger statsborgerskabet for de mennesker, der kommer ud for en arbejdsulykke i Danmark.
Set i forhold til gennemsnittet er udlændinge udsat for 60 procent flere arbejdsulykker.
- Det er voldsomt og markant, siger arbejdsmiljøforsker Ole Gunni Busck fra Aalborg Universitet om tallene.
Arbejdsulykker gøres op for hver 10.000 ansatte. Her er gennemsnittet i Danmark på 160 ulykker. For udlændinge er den derimod 256.
Svigter arbejdsmiljø
Ole Gunni Busck siger, at udlændinge ofte arbejder i brancher med mange ulykker. Men det er ifølge forskeren ikke den eneste forklaring.
- Den udenlandske arbejdskraft er også på nogle arbejdspladser, hvor arbejdsgivernes tilbøjelighed til at sikre et godt arbejdsmiljø, er lavere end normalt, siger han.
Byggeriet er en af de brancher, hvor mange udlændinge kommer til skade. Arbejdsmiljøchef Mette Møller Nielsen fra Dansk Byggeri erkender, at der er steder, hvor udlændinge ikke arbejder på en forsvarlig måde.
- Vi ser noget halsbrækkende arbejde på villavejene, hvor man virkelig er gået efter den billigste løsning, siger hun, men peger også på anden forklaring.
- Udenlandsk arbejdskraft skifter oftere job. Vi ved, at unge og nye i job har større risiko for at blive udsat for en ulykke. Det spiller også ind, siger hun.
3F: Foruroligende
Mette Møller Nielsen siger også, at sprogbarrieren kan spille ind. Det er arbejdsmiljøkonsulent Palle Larsen fra 3F enig i.
- Hvad gør en lille mester med en polak, som kun taler polsk, siger Palle Larsen.
Han kalder det "foruroligende", at udlændinge i Danmark er udsat for så mange ulykker.
- De får ofte de dårlige job på dårlige arbejdspladser. Når der er så stor en forskel, er jeg overbevist om, at man ikke instruerer dem ordentligt, siger Palle Larsen.